I vores ferie har vi – som sagt – været vidt omkring uden at køre ret langt. Vi har boet her i 16 år, men der er stadig steder, vi aldrig har besøgt. Et af dem er Jysk Automobilmuseum i Gjern.
Museet, der ligger ved de skønne Gjern Bakker, rummer en imponerende samling biler og motorcykler, og selvom man ikke er teknikbegavet overhovedet, bliver man fanget – ikke mindst af historierne. For de mange biler har alle været indregistreret og har kørt i Danmark. Skiltene ved hver bil fortæller derfor også et stykke dansk kulturhistorie.
Hvad mon de har haft på ladet af den her pick-up truck fra tyverne? Var det en tømrer med brædder og værktøj? Eller en mekaniker med værktøjskasse og ekstra dæk? Eller måske… tja…
Og gad vide, hvem der var chauffør i denne skønhed og pudsede og polerede lygter og krom, mens han ventede på herskabet – eller på fruen udenfor måske Damernes Magasin? Eller udenfor teatret?
Og så er der ‘kan du huske’-bilerne. En hel hal fyldt med biler fra – og før – min og husbondens barndom – Goggomobilen, Trabanten og bindingsværksbilen blandt andet. Det er rigtig sjovt at se.
Det er ikke et børnemuseum – så er du advaret, hvis du tænker tur med børnene eller børnebørnene. Tænk tur med manden i stedet for. Der er absolut nix-pille, hvilket kun er rimeligt nok. Fingeraftryk ødelægger faktisk lak. Det er syren i hudfedtet, der gør det.
Der er ikke cafe, souvenirs, legeplads eller is. Det er en seriøs samling af smukt istandsatte biler med masser af informationer af både teknisk og kulturhistorisk art. Det er for voksne. Et museum grundlagt af en ildsjæl i tresserne og drevet videre af endnu en ildsjæl – grundlæggerens datter, der fortalte, at hun har prøvet at køre hver og en af de mange biler. Det er et livsværk.
Vi havde tænkt os at gå en tur i bakkerne efter besøget, men så begyndte det at regne voldsomt, og vi kørte hjem igen. Pyt – nu ved vi, hvor kort der er til Gjern Bakker herfra, så en anden gang… og næste gang skal der måske indlægges en frokost på Svostrup Kro, der ligger lige i nærheden?
Det var dagens fortælling om en af feriens udflugter, der også omfatter en tur til Pompeji på Moesgaard og en tur i Tivoli Friheden til blomsterfestival (den kan du læse meget mere om her). Der kommer flere udflugtsberetninger dryssende. Blandt andet en om en tur til stranden ved Norddjurs, hvor der bestemt var is – og en skøn fiskeforretning.
God søndag.