Endnu en amerikansk opskrift, hvad ingredienserne majsmel og kærnemælk nok afslører… De sprøde grøntsagshapsere kan laves små og spises som snack eller som en del af fredagens nippemad – eller større og spises som hovedret med salat til og en god dressing – f.eks. hjemmelavet ranch dressing.
Dejen er lavet af majsmel, mel, æg og kærnemælk og fyldet er majskerner, hakket tomat og forårsløg. Enkelt og godt.
Man skal bruge:
1 dl udkernede og hakkede tomater
1 dl majskerner
1/2 dl hakket forårsløg
1 dl fintrevet parmesan/grana
1 dl mel
1 dl mellemgroft majsmel
1 spsk sukker
1 tsk chiliflager
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
1 æg
1 dl kærnemælk
Olie til stegning
Skær tomaterne i halve og brug tommelfingrene til at trykke kernene ud. Det bliver for vådt, hvis kernerne er med. Hak tomaterne groft. Skær forårsløget i tynde ringe. Tø majsen op, hvis den er frossen.
Bland mel, bagepulver, majsmel, chiliflager og parmesan. Rør ægget ud i kærnemælken og rør det hele sammen. Bland tomater, forårsløg og majs i dejen.
Hæld godt med olie på en stor pande og steg for god varme klatter af dejen i cirka tre minutter på hver side. Panden skal være så varm, at der hurtigt dannes skorpe (så holder de op med at suge olie), men ikke så varm, at de bliver sorte.
Lav dem ikke alt for små – de skal være sprøde udenpå og bløde indeni.
Lad dem dryppe af, når de er færdige og spis dem varme – enten med kryddersalt eller som sagt med en salat til.
Klatkagerne kan også laves med grønne tomater. Dem får vi sikkert rigeligt af hen på sommeren, men lige nu er faste, røde tomater det bedste alternativ.
Amerikanerne kalder dem fritters. Jeg kalder dem hapsere eller klatkager – de er det hele. Frittede klatkager, der kan hapses. Og tro mig – det bliver de.
God mandag.
Hvor er det hyggeligt at støde på én, fra ens hjemegn på Facebook.. Hils omkring dig. Mvh Laila ( villy’s datter 😊)
LikeLike
Hej Laila,
Det er lang tid siden 🙂 Her kan du finde opdateringer fra Skivholme næsten hver dag, hvis du får hjemve.
Knus, Karen
LikeLike