Så eksotisk, at man undrer sig

Da jeg første gang så påskeklokker, var det i England. I Cambridge i det meget tidlige forår.

Jeg var helt sikker på, de var alt for eksotiske til at kunne vokse hos os i vores absolut ikke England-agtige klima. Men jeg tog grundigt fejl.

De vokser nemlig rigtig fint, og vi har efterhånden en del af dem. De ser så eksotiske ud, at man næppe kan tro det. Nogle er plettede

Nogle enkelte, andre er fyldte,

og så er der dem med præstekraverne.

De er svære at tage billeder af, for de kigger nedad. Man kan vippe dem op med fingrene – sådan ser man rigtig mange billeder af påskeklokker.

Eller man kan tage billederne med telefonen, som man kan vippe, trykke på knappen og håbe, man har fået blomsten med og ikke kun et stykke af muren, himlen eller tommelfingeren.

Men billeder eller ej – de er et smukt og eksotisk indslag i haven her i den allertidligste forårstid,

Og de ældes med ynde, så man har glæde af dem meget, meget længe.

Jeg har indtil videre holdt dem i et bed for sig selv, hvor jeg kunne give dem optimale forhold. Det lille bed ved huset lige overfor drivhuset. Sidste år plantede jeg alligevel en et andet sted, og nu er jeg da lige ved at tro, at de skal have lov til at stå rundt omkring. De sår sig nemlig villigt, så jeg vil flytte omkring på de små nye planter og sprede de eksotiske blomster hist og her over hele haven.

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Så eksotisk, at man undrer sig”

  1. Det er smukke blomster, især i fad, så man kan se blomsten. Du skal da have en masse i din skovbund. Den er som skabt til det. De stedsegrønne blade er jo et ekstra plus.
    Den med krave er nuser ❤
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Jeg vil samle frø fra dem i år og ikke bare lade dem drysse. Så kan de krydse sig på kryds og tværs og lave mange flere slags. Dem med kraver er bare alle tiders. Det ligner virkelig en præstekrave.
      Kh, Karen

      Like

  2. De er så yndige. Vi har jo næsten ingen blomster her i haven, heller ingen påskeklokker, men det må vi gøre noget ved, inden næste forår. Jeg forstår godt, at du er glad for dine 🙂

    Like

    1. I må have nogle stauder. Der er jo bare ikke nær så meget arbejde med dem, som der er med sommerblomsterne. Masser af stauder og så lidt krydderi i form af sommerblomster, så går det 🙂
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.