Enhjørninger og havfruer

I går sad jeg lidt og hang i sofaen, mens jeg kiggede på kønne billeder på Instagram. Der mødte jeg også et skilt, som jeg gik og smilede ad resten af dagen. Der stod:

Poesien i det er vidunderlig. Det er lidt fjollet, det rører hjertet, og det letter sindet, så man bare ikke kan lade være med at smile.

Skiltet fik mig til at tænke videre på ting som, hvad man tror på og hvorfor og alle den slags tanker, der passer så godt til, når man lægger tøj sammen, luger eller nusser i drivhuset.

Når jeg fortæller folk, jeg er klokker i kirken, og at jeg er medlem af menighedsrådet, er der mange, der overrasket ser på mig og spørger, om jeg da er hellig eller hvad? De tør dårligt nok sige sgu, når de møder mig derefter. Det kan de nu roligt gøre – jeg bander også selv som Kaptajn Haddock, når det stikker mig.

Men – jeg tror virkelig på, at de kristne værdier er vigtige og væsentlige. Jeg holder af vores kultur, der er baseret netop på de kristne værdier. Som igennem mange århundreder har formet vores menneskesyn, vores uddannelsessystem, vores kunst og begrebsverden, vores arbejdsmoral – og dermed vores velstand.

De ting er den saglige del – den del af tro, der kan beskrives som: ‘tro med hjernen’.

Resten, Jomfru Maria, opstandelse og de ting, som mine meget naturvidenskabelige kolleger afviser som ren og skær overtro, er ‘tro med hjertet’. Hjertet har ellers dårlige kår for tiden, medmindre der er tale om fysisk sundhed, sund kost og motion. Alt skal være så konkret og måleligt.

Men at turde tro med hjertet er det, der gør livet lidt mere farverigt, lidt sjovere, lidt mere kærligt, og meget, meget mere poetisk. Det, der gør en i stand til at falde i staver over regndråber på en rose

og betages af ord og ordbilleder i en sang eller salme.

For guds engels stråleglans
flygter alle nattens skygger sorte.

som der står i salmen ‘Lysets engel går med glans’. Poesi for fuld udblæsning i et smukt billedsprog. Og også godt at vide. Nattens skygger sorte kan vi ikke lide, vel?

Det er måske derfor, der er så mange engle i mit drivhus?

Rigtig god tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

14 kommentarer til “Enhjørninger og havfruer”

  1. Jeg så også skiltet på IG forleden, og jeg smilede også ad det i lang tid. Det er altid faldet mig let at tro, og det er jeg taknemmelig for. Og jeg er glad for at du skriver om at tro, for det er ellers ikke noget vi taler så meget om.
    Kh Nana

    Like

    1. Det er nok et af de mere grænseoverskridende emner. Men… jeg tror bare, det er vigtigt, at det bliver taget op. At vi ikke længere accepterer det helt fact baserede verdenssyn, hvor alt gøres op i det konkrete og målbare og i resultater og penge. Det er lidt ligesom historien om ham, der kendte prisen på alt, men ikke værdien af noget som helst. Men taler nogen om tro i medierne, har de oftest søgt til indiske guruer, lamaer eller en trosfast ateisme 🙂 Ganske almindelige gennemsnitskristne bliver i medierne opfattet som naive og lalleglade – i bedste fald.
      Kh, Karen

      Liked by 1 person

  2. Sikke et sjovt skilt og en skøn tekst.
    Det er faktisk ret godt egentlig………
    Alt det du skriver, om at tro er vi gennem igen. Nu med nr. 3 barn. Der er mange spørgsmål og mange svar der er besværlige.
    Jeg ville ønske der var en manual…..
    Men vi siger ofte, man kan føle det inden i om det er det rigtige for en selv.
    Lige på det punkt er jeg ikke dømmende eller bestemmende.
    Her skal man selv på banen og finde de enkle svar og det kan til tider være enormt svært. At være neutral…

    Krammer og god dag
    Charlotte

    Like

    1. Det kan godt være svært. Når der er barnedåb i vores kirke, siger præsten altid det same: Når den tid kommer, hvor xxx begynder at stille svære spørgsmål om liv og død og kærlighed skal I høre på, hvad han/hun har at sige og snakke med ham/hende om det.
      Det er nok alt, hvad man i virkeligheden kan gøre 🙂
      Knus, Karen

      Like

  3. Hej Karen hvilken skøn indlæg. Jeg kan så let følge din tankegang og at turde tro med hjertet, godt skrevet. Jeg plejer at sige; at der er vinduer mellem menneskers hjerte,men der er sommertide snavs på runde, men ser man godt efter kan man finde noget smukt. I bund og grund handler det vel om at værne om alt levende drage omsorg og respekt for både andre, men også for en selv og være taknemmelig for det man har. Ønsker dig en dejlig dag.

    Like

  4. Smuk skrevet og vis vi ikke tør tror på alt det vi ikke kan se tror jeg livet ville blive fattig.
    Og ja ved min seng står en engel gave fra et barnebarn fordi farmor så passer engelen på dig.
    Glad for den og tanken

    Like

  5. Kære Karen. Hvor er det godt skrevet, giver stof til eftertanke, hvor skøn en kultur vi har på mange måder og som vi skulle værdsætte noget mere i dagligdagen. Ser altid frem til at læse dine indlæg….. kh Bodil

    Like

  6. Kære Karen. Tak for dit skønne indlæg – jeg lo glad af det fine citat øverst, virkelig et dejligt citat. Og så kan ordblomster virkelig noget – jeg har i dag netop stødt på ordet “håbsengle” og i en begravelsestale passer de så fint ind. Også god dag til dig. kh Jette

    Like

Der er lukket for kommentarer.