Er du også begyndt at længes efter lettere mad? Efter forårsmad?
Så er der her en frisk og lækker forret eller frokostret, der er nem at lave: salatbund, torsk, rygeostcreme med rødløg og purløg pyntet med store, lækre rejer.
Til rygeostcremen skal du bruge:
2 dele creme fraiche 9%
1 del rygeost
Hakket rødløg
Purløg
Lidt salt
Rør rygeost og cremefraiche sammen, til det bliver helt jævnt. Rør hakket rødløg og klippet purløg i, smag til med en anelse salt og lad det trække i mindst en halv time.
Kog torsken i letsaltet vand, tag den op og lad den køle af. I en kold baggang uden kat – eller i køleskabet.
Anret med lidt salat i bunden – jeg brugte agurk og iceberg. Begge dele smager så let og frisk af forår.
Læg klatter af rygeostcremen på salatbunden, pluk torsken i mindre stykker og anbring den ovenpå og pynt til sidst med rejer og lange purløgsstykker. Server lidt ekstra rygeostcreme til.
Nemt og lækkert – og fint som dekorative portionsanretninger, hvis du skal have gæster.
God mandag.
Tak – nye spændende fiskeretter er altid velkomne. I aften skal vi bare have laks med pasta og citronsauce, men senere på ugen vil jeg prøve denne 🙂
LikeLike