Engelsk fish pie med et twist

Fish pie er en klassiker i England, og derfor laves den også på mange måder. Hovedingredienserne er altid fisk, en hvid sovs og et låg af kartoffelmos. I min udgave er kartoffelmosen rørt med dampet spidskål og revet citronskal, og fisken ligger i en lækker dildsovs på en bund af dampede porrer.

Varm vintermad. Alt med kartoffelmos er varm vintermad.

Retten strækker til fire, for kartoffelmos mætter – meget.

Man skal bruge:
300 g fisk – fast fisk. Jeg brugte en pakke rødfisk, for det havde vi i fryseren, men torsk eller lignende er lige så godt.
3 porrer af mellemstørrelse
1 dl fløde eller mælk eller en blanding
1 bundt dild
Meljævning af mel og vand

750 g kartofler
200 g dampet spidskål (jeg brugte en rest spidskål, der lå og sygnede hen i køleskabet)
Revet skal fra en økocitron
Mælk
Smørklatter
Rasp
Salt og peber

Det er ikke så kompliceret, som det måske kan se ud, så vi tager det trin for trin.

Kartoffelmosen:
Skræl og kog kartoflerne godt møre. Gem noget af kartoffelvandet. Skær en rest spidskål i strimler og skær dem over på den anden led også. Damp kålen i fem minutter i letsaltet vand.

Mos kartoflerne, rør mosen fast med lidt salt og rør den blød igen med mælk. Tilsæt mælken lidt ad gangen. Kartofler er forskellige, og nogle kræver mere mælk end andre. Vend den dampede kål og den revne citronskal i mosen. Smag til med salt. Lad mosen stå og lav så

Fiskefyldet:
Gør porrerne i stand og kog dem i letsaltet vand i fem minutter. Hæld vandet fra og gem det. Kom porrerne i bunden af et ovnfast fad.

Skær fisken i mindre stykker og kog dem et minuts tid i porrevandet. Det gør fisken fast. Læg fisken ovenpå porrerne. Gem stadig vandet.

Kog porre/fiskevandet op med fløde eller mælk, jævn det med meljævning og lad det koge godt igennem. Der skal være nok sovs, så brug lidt af det gemte kartoffelvand til at spæde til med. Rør dild i og smag til med salt og peber.

Hæld sovsen over fisk og porrer.

Læg kartoffelmosen ovenover som låg – som til en shepherd’s pie – drys med rasp, læg nogle smørklatter hist og her og sæt fadet i ovnen ved 200 grader.

Maden er færdig, når sovsen bobler langs kanten, og overfladen er blevet lækkert lysebrun.

En spidskålssalat er en lækker sprød kontrast til den bløde kartoffelmos.

Mens retten er i ovnen, kan man nå at rydde køkkenet op og dække bord. Det er nu så dejligt, når der er ryddeligt i køkkenet, allerede før man spiser.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

8 kommentarer til “Engelsk fish pie med et twist”

  1. AMMEN GUUUUU kæreste Karen
    Du ved da lige hvilke knapper du skal trykke på for at få mig op i omdrejninger. Jeg er jo totalt anglofil, og elsker den ret der. Men hold nu op det er meget lang tid siden jeg har lavet den. At du så lige kommer et par stykker af mine yndlings ingredienser i retten, som spidskål og citronskal, ja så er der da ikke et øje tørt. Heller ikke hagen er tør. Den er fyldt med savl og mundvand hahahaha……. Undskyld mit sprog ;o) men det ER altså lidt din egen skyld når du laver sådan et indlæg.

    Rigtig god aften kæreste dig
    Knus og kærlig hilsen Lone

    Like

    1. 😀 Lidt savl er helt ok, når lejligheden passer. Du må have lavet fish pie snarest – ellers går du jo savlende rundt i hundeskoven. Du kan også sagtens lave den samme kartoffelmos til andre retter – den frisker op på tunge gryderetter og smager i det hele taget rigtig, rigtig godt.
      Hav en rigtig dejlig dag – Kh, Karen

      Like

  2. Jeg melder mig i koret af begejstrede læsere. Det lyder virkelig lækkert – og kartoffelmos i alle afskygninger er i høj kurs i mit køkken. Så tak for endnu en lækker ret 🙂 også på Fyn er det blæsende og rimelig lunt – en lidt usædvanlig vinterblanding.

    Like

  3. Hej Karen
    Og nu ved jeg hvad vi skal have at spise til aften, og engelsk fiske pie har vi aldrig smagt før, så glæder mig:-P tak for den.
    Har også afprøvet din lækre peberrodssalat, uhmmm
    Så dejligt du dumper ind med opskrifter, tak for det!
    Ha en god og blæsende dag
    Knus Anette

    Like

    1. Glæder mig til at høre, hvad du synes om det, Anette 🙂 Ja, det er godt nok en blæsende dag i dag – det gælder om at holde godt fast i ratten på hjemvejen.
      God dag til dig også, søde Anette 🙂

      Like

    1. Den er også god 🙂 Jeg er kun glad for at kunne inspirere. Mosen kan du lave til mange andre retter også. Den er friskere end almindelig kartoffelmos, så den passer godt til de lidt tungere retter som vildtgryde og den slags 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: