En gammel ret, der fortjener at komme frem i lyset igen. Vi laver den altid i efteråret, og den er bare for god til at gå i glemmebogen.
Det er en ret, der smager af efterår. Saftige kyllingebidder, enebær, allehånde, æbler, rosmarin, og et strejf af selleris krydrede jordduft.
Efterårskylling.Retten er anderledes på den gode måde og passer godt til den her tid, hvor æblerne drysser fra træerne, vinden rusker, og regnen slår mod ruden.
Nu haster skyerne forbi
og modne æbler falder i
oktobermørke haver…
Til to personer (hvoraf den ene er en sulten bondemand) skal man bruge:
300 g kyllingebryst i tern
1 æble
1 lille løg
1 stængel bladselleri
5 hele allehånde
5 hele enebær
1 kvist rosmarin
Salt, peber
1,5 dl hønsebouillon
1/2 dl fløde
Evt. Maizena til at jævne med
Skær kyllingekødet i tern og brun ternene i smør på en pande.
Hak løg, skær bladselleri i små tern, skær æblet i små tern. Gok allehånde og enebær let i en morter, så smagen kan slippe ud. Hak rosmarinen.
Hæld det hele over til kyllingen og steg videre i et par minutter.
Tilsæt vand og fløde og bring det i kog. Lad det koge et par minutter, smag til med salt og peber og jævn eventuelt med lidt Maizena rørt ud i koldt vand.
Både ris og kartofler kan bruges som tilbehør.
Så enkelt var det. God og hurtig hverdagsmad, til en efterårsaften.
God søndag.