I går bød på regntåger, der hang helt nede ved jorden. I en pause mellem bygerne var jeg ude – jeg tog kameraet med, for den slags vejr har sin helt egen skønhed. En stille en af slagsen. Det stille, det våde stille, var det, jeg gerne ville fange.
Efterårsløv…
De næsten bare træer nede ved bækken.
De lysende farver inde i haven, hvor der stadig er blomster.
En næsten psykedelisk skarp pink i alt det bløde grå.
De dryssende træer op ad vejen.
Når man sådan tusser rund i det bløde regntågevejr, smitter det stille indad. Man bliver fyldt af en følelse af en lidt vemodig ro. Af accept. Accept af, at årstiden igen er ved at skifte. At det er den tid, hvor naturen stille begynder at lukke ned for vinteren. Hvor det er ok at vende sindet lidt mere indad og at flytte fokus fra det derude til det derinde.
Der kommer stadig dage, hvor man slet ikke kan huske, at man havde den stille følelse. Når solen lyser på efterårsbladene, og himlen er blå. Så styrter man ud i haven og river græs op fra bedene og får proppet lidt flere løg ned mellem stauderne. Men der er nu noget rart ved det stille.
God lørdag – der lige nu ser meget lovende ud.
Dalsgaard i Skivholme 
Du har helt og aldeles ret Karen.
Regn og dis gør bare noget når der er efterår.
Smuk søndag
Charlotte
LikeLike