Kalvehøjreb med bagte hvidløg

Vi rydder op i fryseren. I morgen skal vi hente kød fra årets slagtning i Aidt. Det er nu ikke det værste job, sådan at rydde op i fryseren, når en af de ting, der skal ‘ryddes op’ er et lækkert, lille stykke kalvehøjreb.

billede7

Det blev stegt på ‘den sædvanlige’ måde: Gnid stegen med salt og peber, brun den i ovnen på 225 grader i 15 minutter, skru ned til 160 grader og hæld et glas vand ved. Når kernetemperaturen når 60 grader, skal kødet ud, pakkes ind i folie og stå og trække i en 20 minutters tid, før det skæres.

Vi lagde nogle overskårne, hele hvidløg ned i fadet sammen med stegen. Det giver en skøn smag til sovsen, og de smager fantastisk godt som tilbehør til kødet. Når hvidløg bliver bagt, bliver de milde i smagen – det skarpe forsvinder fuldstændigt.

billede11

Til den lækre skysovs, skummes stegeskyen for fedt og hældes i en lille gryde. Bring den i kog og hæld lidt fløde i – cirka halvt så meget fløde, som der er stegesky. Lad det koge godt sammen og smag til med salt og peber. Jævn sovsen lidt med Maizena udrørt i koldt vand, hvis den er for tynd, og giv den en klat kulør for det kunstneriske indtryk.

Som tilbehør lavede vi Hasselbach Variationer, drysset med sesamfrø. Gulerødder, pastinak, persillerod og kartofler.

billede8

Vi lavede også en portion selleripure med karamelliserede selleritern. Den ret er jeg helt vild med – let, luftig og blød pure og bid i de søde selleritern.

billede9

Det var et kurfyrsteligt festmåltid med smørmørt kød (græsfodret og krogmodnet, som de skriver det i de finere restauranters spisekort), og lækkert, vinterligt tilbehør.

Normalt har vi ikke kalvekød. Vi plejer først at slagte dyrene, når de er halvandet år gamle. Men den lille fyr her var en udbryderkonge af rang. Han sprang simpelthen over hegnet, når det passede ham. Vi mødte ham allevegne. I skoven, i marken, i haven – og værst af alt – på vejen. Den slags går ikke. Han kunne selv blive kørt ned, men han kunne også blive skyld i, at andre kom alvorligt til skade.

Billede3

God torsdag.

Save

Save

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Kalvehøjreb med bagte hvidløg”

  1. Hvor ser det altså bare lækkert ud. På denne årstid får vi også ofte bagte rodfrugter. Jeg vil prøve at drysse sesamfrø på næste gang. Jeg har også lige rengjort fryser, der skal være plads til en stor kalkun, som skal spises juleaften.

    Good weekend
    fra Hanne.

    Like

    1. Du kan også prøve med blå birkes. Det bliver også rigtig lækkert. Der er noget med det knas, frøene giver, sammen med de bagte rodfrugter, der er helt uimodståeligt.
      Håber, du har haft en god weekend 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.