Sydstats-hakkedrenge

Og nu til sydstats-hakkedrengene. Hakket oksekød af egen avl rørt med en krydret grøntsagsblanding af løg, bladselleri og grøn peber og stegt som store, saftige bøffer.

Billede6

Blandingen af løg og bladselleri er basis i rigtig mange sydstatsopskrifter, så det var udgangspunktet. Derefter krydrede jeg lidt videre over samme sydstatsinspirerede tema.

Har du lyst til at prøve, skal du bruge:

1 grøn peber – hakket (jeg brugte en tyrkisk, for det havde vi i køleskabet)
1 stort hakket løg
1 stængel hakket bladselleri

Billede4

Derudover:

4-5 spsk Worcestershire sauce
1 nip Chipotle chili
Salt og peber
og – selvfølgelig – 500 gram hakket okse og smør til stegning.

Hak løg, bladselleri og peber og lad dem stege i en klat smør, til løgene er klare.

Billede5

Lad blandingen køle lidt af og rør den så i hakkekødet sammen med et Worcestershiresauce, et drys chipotle chili samt salt og peber.

Form bøffer og steg dem for god varme i omkring 4 minutter på hver side.

Billede14

Bøfferne er krydrede, men ikke stærke, og de passer godt til sydstatskålen og tomaterne.

Og sådan blev både hjernen og maven fyldt med sydstatsvarme – ja, selv vejret rettede sig og blev varmt, og vi kunne spise ude, mens vi nød udsigten over høstlandskabet.

Billede8

Og rent apropos høstlandskabet – det er da de smukkeste syn, der møder en nu, når man kører gennem landskabet. Se mere om det i morgen.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.