Sommertilbehør: Tomatskiver i fad med hvidløgsolie og balsamico

I drivhuset vokser tomatplanterne lystigt, men det varer nu en tid, før der er hjemmelavede tomater på menuen. Til gengæld kan man for tiden købe de lækreste, fuldmodne og søde danske tomater – endda til en billig penge.

Billede5

De smager vidunderligt på rugbrød med salt og peber, i salater – alene eller i selskab, i tomatsovs til pasta og på den måde, vi lavede dem til en t-bone steak i lørdags: skåret i tykke skiver og bagt med hvidløgsolie, oregano og balsamico.

Man skal bruge:

4 store tomater i skiver
2 spsk olivenolie
2 fed hvidløg
1/4 tsk salt – også kaldet ‘et nip salt’ og friskkværnet peber
Oregano – tørret ca. 1 tsk – frisk og hakket ca. 1 spsk.
Balsamico til at dryppe med

Billede2

Pres hvidløgene og rør dem sammen med olie, salt, peber og oregano.

Skær tomaterne i tykke skiver og læg dem i et ovnfast fad. Dryp med hvidløgsolien og sæt tomaterne i ovnen på 200 grader med varmluft i en halv times tid. Tag fadet ud og dryp med balsamico. Det var såmænd det hele. Enkelt tilberedning og stor smag.

Billede1

Vi fik dem som ‘sovsen’ til en lille t-bone sammen med nye kartofler og blomkål med ost og sprødt låg – festlig sommermad af bedste slags.

Har man sådan et fad til at sætte i grillen, kan tomaterne sagtens laves der. Det er jo blevet sommer, så weberne knitrer og ryger ud over det ganske land.

God sommeronsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Sommertilbehør: Tomatskiver i fad med hvidløgsolie og balsamico”

  1. Uhm! De enkleste ting er ofte de allerbedste. – Det gælder vist egentlig ikke kun indenfor mad … Og nu vil jeg gå ud i sommersolen igen. Jeg håber også den får lejlighed til at skinne på dig 🙂
    Kh Nana

    Like

Der er lukket for kommentarer.