Midsommer 2014

‘Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok dejligt derude på landet!’

Der er vel ingen, der ikke genkender de ord? Indledningen til Den Grimme Ælling. Hvis jeg havde en lang, doven sommerdag foran mig, ville jeg tage H.C. Andersens eventyr og fordybe mig i det smukke sprog, de gode historier og de finurlige betragtninger.

Ham har vi nu været heldig med, ham Andersen.

Meget ser ligesådan ud Sankt Hans dag i Skivholme i 2014. Kornet er begyndt at skifte farve fra grønt til en hvidgullig nuance, der snart vil blive gul og moden. Hylden blomstrer stadig overalt.

Høet er slået rundt omkring – ja nogle steder er de allerede i gang med andet slæt. Storken går ikke nede i engen. Det gør fiskehejren til gengæld. Og markerne, engene, skovene og de dybe skovsøer har vi da også masser af.

Det er midsommer, så midt i, som vi kan komme. Snart er det sommerferietid med strand og is, sand mellem tæerne og muslingeskaller i lommerne. Tiden går – hver dag er ny, men årets gang er uændret. Det går med eller uden os, så vi må hellere følge med og nyde hele turen.

Alligevel bliver jeg tit lidt vemodig, når vi når hertil. Forsommerens eufori er forbi, og der går et par dage, før man hengiver sig helt til den modne sommer, hvor der falder ro på. Sommerferie med sommerstille på vejene. Blomstrende græsser og roser omkring marken.

Smørblomster i engen. Og blomstrende jasminer i haven.

En ny fase af sommeren er ved at være over os. Den stille tid før høstens travlhed. En god tid at holde ferie.

God Sankt Hans dag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Midsommer 2014”

Der er lukket for kommentarer.