Dalsgaard i Skivholme

Gi’ en hånd

Det her bliver det sidste om beton i denne omgang – men det skal lige med. For det var faktisk en rigtig god ide.

Hænder. Nænsomme hænder, der holder om en lille blomst.

De er støbt i de der tynde gummihandsker, man bruger til alt muligt, man ikke vil røre ved – blandt andet beton, der ætser huden, hvis man roder i det med bare fingre.

Man skal bruge to handsker. Prik hul i fingerspidserne med en nål, så luften kan komme ud. Smør dem grundigt indeni med madolie. Fyld op med beton – forsigtigt. Arranger hænderne i en skål med vådt sand, der kan presses i facon. Klip et par små huller, der hvor hænderne skal hænge sammen, når de ligger rigtigt. Så flyder betonen sammen der og holder hænderne sammen.

Vent i fire lange, lange dage. Lirk hænderne ud af skålen, og fjern gummihandskerne. Det er lidt besværligt og tager lidt tid – især der hvor fingrene hænger sammen – men det går.

Det er ikke Thorvaldsen eller Michelangelo – men de er søde til en lille samling husløg i haven – og en lidt sjov ide er det da, ikke?

Nå – jeg skal lige ned og røre en balje beton mere. Man kan altid bruge en ekstra hånd.

God torsdag.