Så er det ved at være fastelavn igen. Ungerne skal ud og slå katten af tønden med prinsessekjoler over dynejakkerne, og her i Skivholme skal de ud og gå soldat.
Det er tid til at bage fastelavnsboller – og til at have mønter parat til de tapre soldater på søndag.
Sidste år bagte jeg de helt klassiske fastelavnsboller. Dem med vanillecreme i midten og et drys af flormelis på toppen. Der findes ikke meget bedre. I år har jeg smagt cremen til med lidt appelsinskal og pyntet med chokoladeglasur rørt med appelsinsaft.
Appelsin og chokolade er en dejlig blanding. Appelsinen giver et frisk pust, uden at bollernes ægte fastelavnssind tager skade.
Til dejen skal man bruge:
500 g mel
100 g smør
2 spsk sukker
1 tsk salt
1 dl vand
1 dl græsk yoghurt
1 stort æg
1 pk gær
Start med at smuldre smørret i melet. Bland derefter sukker og salt i. Rør gæren ud i vandet, bland yoghurt og æg i og ælt det hele godt sammen. Lad dejen hæve tre kvarter til en time.
Til cremen skal man bruge:
2,5 dl mælk
2 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
1 stor spsk maizena
2 æg
Fintrevet skal fra 1 økoappelsin
Pisk æg og sukker sammen i en kasserolle, tilsæt vanillesukker, maizena og mælk og varm det op til lige under kogepunktet, hvor cremen tykner. Tag kasserollen af blusset, rør appelsinskallen i og lad cremen køle af, mens dejen hæver færdig.
Så skal dejen rulles ud med kagerullen – det er lettest, hvis man deler den op i 3-4 mindre portioner og drysser bordet med lidt mel. Den skal være cirka en halv centimeter tyk. Skær den ud i firkanter på cirka 10×10 cm og læg en klat creme på midten af firkanterne. Saml hjørnerne, klem alle åbninger godt sammen, saml også dem, og sæt bollerne på en bageplade med bagepapir med samlingerne nedad.
Lad dem efterhæve en halv times tid og bag så bollerne i et kvarters tid på 200 grader.
Når bollerne er kølet af, kan man pynte dem med glasuren.
Til glasuren skal man bruge 3 dele flormelis, 1 del kakopulver, appelsinsaft
Bland flormelis og kakaopulver og tilsæt appelsinsaft lidt efter lidt, til glasuren har den rigtige konsistens – tyktflydende, men ikke for flydende.
Sådan – lækre, søde og bløde fastelavnsboller. Bollerne kan fryses, men det skal være uden glasur.
God fredag.
Ja, men på min nye måde, er der mulighed for at lægge forskelligt fyld i – og kunne se, hvad der er i hvad for en bolle 🙂
LikeLike
Dine fastelavnsboller ser nysselige ud! Ofte synes jeg dog, at der er for meget dej og for lidt fyld i fastelavnsboller. Så for første gang har jeg bagt fastelavnsboller til fryseren uden fyld. Hatten af de lune boller, fyld efter ønske i, hatten på igen og flormelis eller glasur på toppen.
LikeLike
Hemmeligheden er, at dejen skal rulles tyndt nok ud. Så bliver der plads til en ordentlig skefuld creme 🙂
LikeLike