Forårets anden hvide bølge

Hvis man hører til de opmærksomme, vil man se, at skovkanten og hegnene mellem markerne blomstrer i den ene hvide bølge efter den anden hen over foråret. Det er slet ikke de samme træer og buske, der står hvide hele foråret.

Den første, tidlige bølge er mirabellerne. De er allerede afblomstret nu, og den anden hvide bølge i er i gang. Den anden bølge består af slåen

og kirsebær. Især fuglekirsebær, der ligesom slåen står i kanten af skoven og spredt rundt i hegnet.

På afstand – for eksempel set fra landevejen – kan det være svært at se, hvad der er hvad. Bortset lige fra, at kirsebærrene oftest er højere end slåenbuskene. Men tæt på er det tydeligt. Slåen er mere cremehvid.

Hvorimod kirsebærrene er så hvide, som hvid kan blive.

Kirsebærblomsterne er også større, og de ser ikke så lodne ud som slåenblomsterne.

Det er dejligt at gå tur langs hegnet og følge med i, hvad der sker. Det er vi to om at nyde.

Efter slåen og kirsebær kommer hvidtjørn og hæg som den tredje bølge. Til sidst blomstrer hylden, og så er det midsommer. Det er slut med forårets hvide bølger, der kommer og går lige så ustoppeligt som bølgerne ved stranden.

Jeg kunne ellers godt have lyst til at fastholde øjeblikket en gang i mellem. Bare stå stille under et blomstrende træ og lytte til rødhalsens sang. Men tiden går helt af sig selv, og i går så jeg den første svale.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Forårets anden hvide bølge”

  1. Det var et fint indlæg. Jeg har aldrig tænkt på ‘de hvide bølger’. Men smukt er det overalt. Jeg må heeelt uden for bygrænsen for at få det fulde udbytte, men det kommer jeg nu også hurtigt 🙂
    Og heller ikke farven på slåen versus kirsebær. Jeg skal altid helt hen og tjekke grentorne. Jeg vil holde øje med farveforskellen på afstand 🙂
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Du må ud og kigge. Det er en ren fornøjelse at være ude nu. Man bør nu heller ikke bo, hvor der er langt, hvis man skal udenfor bygrænsen 🙂 Det er psykisk skadeligt – folk bliver mærkelige af det 😀
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: