Livet er ikke så tosset endda

Solskin over markerne. Det ser ikke helt tosset ud.

Billede2

De kæmpestore prydløg spirer i haven. Det er ikke så tosset endda.

Billede1

Det er svært at se på billedet, men det er kæmpespirer til kæmpeprydløg. Både lilla og hvide.

Billede26

Måske det går hen og bliver helt Dalbyagtigt? Hmmm – der skal vist lidt mere til. Måske endda en del mere… Men det ville da ikke være så tosset endda.

Billede14

Man skal jo starte et sted.

Inde i køkkenet har jeg lige taget en hel hjemmelavet rullepølse ud af pressen, smurt madpakker og frosset to store stykker ned. Det er ikke så tosset endda at have sådan en på lager.

Billede5

Nu skal hunden og jeg en tur ud på marken og luftes, før arbejdet kalder.

Billede3

Nej, alt i alt er livet da ikke så tosset endda. Vel?

God tosset onsdag 🙂

Hjemmelavet rullepølse

Jeg har fået min mormors gamle rullepølsepresse i julegave. Den er fra halvtredserne, vil jeg tro (nu skal man jo være forsigtig med årstal – tænk på Guldskålen), og den er faktisk ret flot.

Billede4

Betydeligt mere gedigen i skrueværket end dem, man kan købe nu.

Billede5

Den skal stå fremme til pynt, men den skulle nu også lige prøves til det, den egentlig er beregnet til – nemlig rullepølse.

Vi havde et slag fra årets gris i fryseren, så det var oplagt at forsøge sig med at lave rullepølse selv. Det er faktisk ikke så svært, som jeg troede – men sådan er der jo så meget, der er. Du skal derfor ikke holde dig tilbage, hvis du har sådan en presser i gemmerne.

Til rullepølsen skal man bruge:

Saltlage af 2 liter vand, 2 dl salt og 2 spsk sukker
1 svineslag

Tø slaget op og lad det ligge i saltlage et halvt døgns tid.

Bred det ud på et stort skærebræt

Billede1

og drys med

1 revet løg
2 spsk groftmalet sort peber – jeg knuste det i morteren
3-4 hele allehånde – også knust i morteren
4 blade husblas klippet i småstykker

Billede2

Rul slaget stramt sammen og snør det grundigt.

Kom pølsen i en gryde med koldt vand og kog den, til kernetemperaturen når ca. 70 grader. Det tog lige knap to timer for mit slag, men det afhænger jo af tykkelsen.

Billede3

Lad pølsen køle af i vandet.

Pres den ned i rullepølsepressen og skru til – stramt, men ikke så pressen sprækker. Det var den lige ved. Lad den stå i køleskabet til næste dag – i et fad – den drypper.

Billede8

Så er der rullepølsemadder til alle – med løgringe og sky.

Billede7

Klassisk og godt – og ret sjovt at prøve selv.

God torsdag.