Drivhuset by night

I går skrev jeg om romantik i drivhuset, men jeg viste kun, hvordan det ser ud om dagen.

Når mørket falder på, og solcellelamperne tænder, er der en helt særlig stemning derinde. Blomsterne sover, og den lille kerub spiller aftensange på sin violin.

Der er flere solcellelamper i drivhuset. Der er den lidt kitchede lysengel, som jeg bare er så glad for. År efter år står den der på plantereolen og holder sin lyskugle højt hævet. Helt uden at blive træt i armene.

I år har jeg fået et par rigtige drivhuslamper – sådan nogle, der faktisk er beregnet til at være i et drivhus. Nærmest spots. De kommer fra Juliana drivhuse, og de passer lige til Juliana drivhusenes profiler. Desværre har jeg ikke sådan et lækkert Juliana drivhus (nøj, hvor jeg drømte drivhusdrømme på CPH Garden),

men så har jeg fundet en anden måde at sætte dem fast. De giver det fineste spotlys på ting, man gerne vil fremhæve.

Haven skal ikke lyses op om natten. Når det er mørkt, skal det være mørkt. Men enkelte små lysglimt hist og her hygger. I krukkesamlingen på brønddækslet hænger en solcellelampe på en hyrdestav.

Den giver hyggelys, når den lyser gennem græsserne. Det er såmænd bare en lille billig en fra Netto, men den giver masser af stemning.

Samme ide så jeg i Italien i juli – en solcellekugle mellem lavendlerne på Trattoria Beppe udenfor Rocca Grimalda.

Det er da lidt genialt, at solceller også kan være til ganske og aldeles frivol fryd, og ikke kun til ‘grøn omstilling’ og andre alvorlige sager.

Og inde i drivhuset får keruben lys nok til at ramme strengene, når han spiller den smægtende, gamle melodi ‘Natten er så stille’. Kan du ikke huske den, kan du høre den her, og teksten lyder:

Natten er så stille,
luften er så klar,
duggens perler trille,
månens stråler spille
hen ad søens glar.

Bølgens melodier
vugge hjertet ind;
suk og klage tier;
vindens pust befrier
det betyngte sind.
_{Melodi: C.E.F. Weyse – Tekst: J.L. Heiberg}

Det er da smukt, ikke?

God torsdag.