Aspargestiden er her. De danske asparges kan hentes i haven (eller i supermarkedet) nu.
Fredag havde jeg købt et bundt asparges, der skulle bruges til fredagsmaden. Med rejer, salat og den gode citrondressing. Men fredag opdagede vi også, at vores egne asparges var i gang, så vi spiste selvfølgelig de hjemmedyrkede i stedet for de købte.

De købte blev brugt til aspargespesto til lørdagsmiddagen sammen med et stykke havkat bagt i ovnen. Super, super lækker mad – med en god flaske italiensk hvidvin til.
Aspargespesto, der virkelig er god til fisk, laver du sådan her:
250 g asparges, trimmet, skåret i mindre stykker og blancheret i to minutter i vand
2 spsk friskrevet parmesan/grana ost
Saft fra 1/2 citron
2-3 spsk olivenolie
Et drys salt og rigeligt friskkværnet peber
Evt. en lille smule presset hvidløg
Kør alle ingredienserne til en blød pesto i minihakker/food processor/blender. Smag til og lad trække 1/2 time på køl. Gem nogle af hovederne til pynt.
Hvidløget skal ikke smage igennem, bare krydre. Kommer der for meget i, går det ud over aspargessmagen.

Den ovnbagte havkat laver du sådan her:
Læg fisken i et smurt, ovnfast fad, der lige passer i størrelsen til fisken. Drys med salt og peber, dryp generøst med citronsaft. Læg smørklatter hist og her på fisken og dæk fadet til. Sæt ovnen på 225 grader og bag fisken mør. Det tager fra 15 minutter til 25 minutter – alt afhængigt af, hvor meget fisk, du har i fadet. Tjek med en gaffel, om fisken er gennembagt, men ikke tør.
Server med pestoen, nye kartofler og bladsalat.

Aspargespesto er god at have på repertoiret, og man kan sagtens bruge asparges, der er lige lidt til den gamle side efter en lang rejse – asparges, der godt kan se lidt bedre ud, end de er. Eller man kan bruge rester af kogte asparges, hvis man – mod al forventning – er kommet til at lave for mange.
God mandag.