Forårsjævndøgn og forårspynt

Tusind tak for alle de søde kommentarer – både her, på Facebook og på Instragram. De fleste af os har været der, og vi ved, hvor ondt det gør.

Livet går videre. Det ved vi også. Dag for dag bliver det lysere – også derude, hvor vi nu i dag er kommet til forårsjævndøgnet. Dag og nat er lige præcis i dag lige lange, og fra i morgen er dagen længst.

Det kalder jo næsten på et eller andet hedensk ritual, men jeg nøjes nu med at finde påskepynten frem. Lidt kedelig har man vel lov at være. Men hvor er det dejligt derude nu. Det er blevet lunere, det er forår, fuglesang, æg i reder ude og inde. Små blomster springer ud i bedene, og vintergækkerne vokser sig høje og ranglede. Den bedste tid på året er den tid, hvor fuglene synger.

I sidste uge fik jeg en dejlig værtindegave. 10 små vaser, der kan hænge på en gren og fyldes med blot en enkelt, lille forårsblomst. Jeg har plukket 10 vintergækker, sat dem i vaserne og hængt dem på et bundt grene derudefra. Forsythiagrenene vil snart springe ud, og så bliver det endnu finere med de små vaser, der kigger ud gennem det gule.

Snart er det også anemonetid – jeg har lige set den første anemoneknop på et af havens mest lune steder, og anemoner vil også være så fine i de små vaser.

Der skal laves en ny dørkrans – en med forår, der skal påskepynt på trappen og i drivhuset. Hornvioler, primula og de små påskeliljer i massevis. Ude ved vejen skal der noget i den store krukke, så dem, der kører forbi, også har noget pænt at se på.

Og hele tiden er Rosie et sted i tankerne. Det skal hun også være, for hun har været en elsket hund, og det er helt ok at sørge i den tid, der skal til. Man kan godt være glad for noget, selvom man er ked af noget andet – kender du ikke det?

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Forårsjævndøgn og forårspynt”

  1. Smukt med smukt på
    vi ved jo at du er giftet med et pyntegen
    god Mandagsdag fra Hansi og Fruen

    Like

  2. Gør mig ondt at hører at i har midter jeres kære hund – det gør ondt – men håber i har mange gode minder❤️

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: