Så små de er

De er så små, de forårsblomster. Krokus, scilla, vintergækker og dorothealiljer. De er tilpasset vejret på den her årstid og klarer sne, regn, hagl, blæst og styrtregn, barfrost og isnende vind. De er martsblomster. Skabt til at være det, de er.

Lige nu er det scilla-tid i vores have. Der er de almindelige blå, der sår sig selv alle vegne. Deres livsglæde er smittende. Man kan kun smile, når de pludselig står midt i græsplænen eller i gruset og lyser blåt som himlen på en god dag.

Der er de lyserøde, der ikke breder sig så voldsomt, men som putter sig i læ, knap 10 cm høje. Lidt sartere, kommer lidt senere, men også skabt til denne tid.

Og der er den sarte, blå persiske scilla. Scilla Mistschenkoana.

Det er kun dens farve, der er sart. Den kommer fra Persiens – Irans – høje, uvejsomme bjerge, hvor vejret virkelig er barsk som alt andet deromkring.

Kan vi lære noget af det? Gøre os ganske små, så vi kan overleve stormen og i det hele taget modstå verdens grumheder? Jeg tror faktisk, vi hellere skal lade være. Dukker man hovedet og holder sig tæt ved jorden, giver man denne verdens Putin’er frit spil. Det kan være godt nok for blomster, men ikke for mennesker.

Så hellere være som påskeklokkerne, den eneste tidlige blomst i vores have, der ikke er lille. Til gengæld kan den noget, der er værd at efterligne. Når frosten bider, slapper den helt af og hviler,

for så at rejse sig strunk og flot og se verden i øjnene, så snart temperaturen stiger til lige over frysepunktet. Den ligger død, men er klar til at rejse sig, så snart den får en chance.

Se, det er klogt.

Den næste blomst, vi venter på, er påskeliljen. Den kan også noget, der er værd at holde sig for øje. Som Grundtvig skrev i salmen om påskeliljen: Gennem vinterstorm og regn, brød du frem i golde egn… Den kan lyse gennem det værste vejr, så enhver, der ser den, får mættet øjnene med solskinsfarve og får fyldt hjertet med forårsglæde og optimisme. Og der er faktisk store knoppen i dem nu…

Det er svært ikke at drage paralleller mellem naturen og menneskelivet, ikke? Når man sådan kommer til at tænke over det?

God onsdag.