Onsdagstanker på en mandag: Valgkamp

Det har altså været den meste underlige valgkamp, jeg nogensinde har oplevet.

Den største kræven ind og de største løfter af den slags, der slet ikke nogensinde bliver råd til at indfri. Værre end nogensinde. Og mens alle interessegrupper kræver ind som umulige unger i supermarkedet i ulvetimen, brænder verden omkring os.

Sikkerhed og forsvar er dårligt nok blevet nævnt i valgkampen. Det har handlet om ting som psykologer til børn, mens man opfordrer deres sygeplejerskemødre til at gå op i tid. Det skingrer vildt i mine ører. Hvad med et bedre liv til børnene i stedet for psykologhjælp? Mere mor og far og mere fri leg?

For første gang er jeg i tvivl om, hvem jeg skal stemme på. Løkke bliver det i hvert fald ikke. Han skifter mening, som han tror, det giver flest stemmer, så han kan få en ministerpost og råd til flere fadbamser. Han har allerede vist sig uduelig sidste gang (storsygehusene, skolereformen og meget mere), og han har ikke ændret sig en tøddel – jo, måske lidt til det værre.

Mette bliver det heller ikke. Hun vil have staten til at bestemme og blande sig i alt ‘for vores eget bedste’. Jeg vil ikke tales ned til på den måde. ‘Lad mig tage mig af det hele, så du kan se vild med bagerens øde ø imens’. Der er også den med det frie gymnasievalg. Og så var der den med minkene, som jeg ikke lige glemmer, for hvad bliver det næste?

Ingen af valgets selvudnævnte sejrherrer får min stemme.

Jeg har lyst til at stemme på Søren Pape, fordi jeg synes, han er blevet noget så dårligt behandlet. Han er blevet ført bag lyset af sin mand og er nu midt i en grim skilsmisse. Havde han været en kvinde, ville der ikke have været grænser for den medlidenhed, han havde fået. Men nu er han altså en mand, og så er det bare hans egen skyld. Men… Pape stiller ikke op i min valgkreds.

Så Vanopslagh, da? Han er virkelig sjov, og jeg er enig i meget af det, han siger. Men er det nok at være sjov? Og hvad med alle de ting, jeg ikke er enig i?

Støjberg kunne også få min stemme, fordi hun simpelthen er så sej. En gummibold, der hopper højere, hvis den bliver kastet hårdere. Men hvad står hun egentlig for? Hun siger selv ‘fornuftens stemme’. Hørt. Men hun stiller heller ikke op i min valgkreds, og nogle af dem, der er gået over til hendes parti, har en fortid i et parti, jeg ikke er vild med.

Så Venstre da? Jamen, ham Ellemann junior er jo mere radikal end liberal. Så han dur ikke. Og de radikale går mere op i kønsskifter og krænkethed end i verden udenfor deres egen lille klub.

Hvem af dem har en ideologi? Hvem står for andet end egen vinding? Hvem af dem ser vælgerne som voksne og ansvarlige og i stand til at træffe beslutninger om deres eget liv? Hvem af dem har en vilje til at forsvare landet og ikke bare deres egne støtter i landet? Hvem af dem kan jeg stemme på?

Efter valget får ingen det, de blev lovet fra nogen af partierne. Og de økonomiske planer, 2030-planerne og andre storstilede projekter fra både højre og venstre, er til den tid blevet forhandlet til ukendelighed på mange, alt for sene nattemøder på Christiansborg.

Det blev langt. Men det er også vigtigt, og jeg er nok ikke den eneste, der tumler med de tanker for tiden.

God mandag – dagen før valget.