Over Sct. Bernhard passet og gennem Alsace hjem

Når man kører i bil på ferie, er rejsen også en del af ferien.

Og turen hjem gik derfor over Sct. Bernhard passet til Schweiz og videre gennem Alsace, før vi igen fandt de tyske motorveje og satte kursen nordpå for alvor.

At vælge at køre over passet i stedet for gennem tunnelen kræver gode nerver. Ikke så meget på den italienske side, hvor vejen fra Aosta dalen og op er en fortrinlig vej med gode, høje autoværn.

På toppen – lige på grænsen – ligger der turkisblå sø,

et trattoria med varme panini og capuccino i spandevis – og en masse boder, hvor man kan købe plyssede Sct. Bernhardshunde. Der må være blevet plaget noget der igennem årene…

Når man snor sig nedad igen i Schweiz, har de droppet det der med autoværnene. Det er åbenbart for tøsedrenge.

Hmmm… måske er der gået mange gode EU penge til at lave vejene i Italien, men det føles nu mere trygt, og det er til glæde for alle, der kører der. Schweizervejen var lige lidt for spændende for min smag.

Fra Basel er der ikke langt til Colmar, og så er man i Alsace. Vi kørte videre til Ribeauville, hvor vi fandt et hyggeligt hotel –

og efter nogen søgen også et glas vin og en Tarte Flambee, så vi kunne få nye kræfter til at gå ud og se på den yndige, gamle bys mange, mange blomsterkasser og sammenplantninger. Det var en ren fornøjelse.

Næste formiddag snoede vi os ad vinruten til den tyske grænse, og Fru Google sagde, vi kunne være hjemme i Skivholme ved 23 tiden, hvis vi gav den gas. Der var jo kun 1100 km… Vi gav den gas og var hjemme præcis som Fru Google sagde.

Hjemme hos hundene, hjemme til en overvokset have, hjemme til et noget køligere vejr. Det har været en dejlig tur, og nu skal jeg prøve at rekreere noget af al den gode mad, vi fik i Piemonte. Der er opskrifter på vej.

God mandag.