Det er vildt, som de rabarber gror. I dag vil jeg lave rabarbersaft og fryse en hel masse rabarber ned, men i går bagte jeg en skøn og saftig kage med rabarber, og den opskrift får du i dag.

Den blev nemlig rigtig, rigtig god. Svampet, sød, syrlig, frisk. Og så var den supernem at bage.

Til sådan en kage skal du bruge:
150 g mel
1,5 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
200 g sukker (gem et par spsk til drys)
125 g smør
2 æg
2 spsk mørk rom (Kan udelades, hvis du ingen rom har på lager, men det giver sødmen en dybde.)
Ca. 400 g rabarber i 3 cm stykker
Skyl rabarberne og skær dem i ca. 3 cm lange stykker.
Grib håndmixeren og rør sukker og smør lyst og luftigt. Rør æggene i – ét ad gangen. Rør 2 spsk rom i dejen. Bland mel, vanillesukker og bagepulver. Rør melblandingen i.
Fordel dejen i en 23 cm springform (eller en silikoneform som den på billedet). Læg rabarberstykkerne ovenpå og drys med 1 spsk sukker.

Bag kagen på 180 grader i 45-50 minutter. Når kagen er næsten færdigbagt, åbner du ovnen, drysser den sidste spsk sukker over og lukker igen.

Sukkeret kommer til at sidde fast på kagen uden at smelte, og det får kagen til at se ekstra lækker ud, synes jeg.

Spis den, som den er, eller giv en klat flødeskum til.
God lørdag.
Det er det eneste, jeg for alvor savner her i haven: rabarber, men der er ikke rigtig en god plads, og de fylder ret meget. Jeg har forsøgt mig med forskellige løsninger. Rabarber er den allerbedste nytteplante, jeg kender, og din kage ser fortryllende ud.
(Hvilket mærke er din form?)
Kh Lisbeth
LikeLike
De fylder meget – især de gammeldags, som dem vi har. Men man kan jo købe mindre sorter og have dem i en krukke? De er jo også pyntelige.
Formen er købt hos bagebixen.dk. Jeg kan ikke huske mærket, men søger du under silikoneforme, finder du den.
Kh, Karen
LikeLike
Tak – jeg tjekker dem ud.
(Jeg har haft små sorter og i krukker – det bliver aldrig det samme, og de par stilke, det giver, er ikke umagen værd. For mig. 🙂 )
LikeLike