Der er en duft… af duftpelargonier

Duftpelargonier er lidt specielle i og med, at det er bladene og ikke blomsterne, der dufter. Jeg har holdt af dem, siden jeg som teenager fik den første, som jeg stadig har via mange års stiklinger. Rosenpelargonie, ørepineplante – eller fiseplante, som den også blev kaldt.

‘Slå et slaw i fiseplanten – der kommer gæster’, sagde man.

Duften derfra er krydret og markant, og den skulle kunne friske op i en indelukket stue – sådan en slags blomsterverdenens Wunderbaum. (Hvorfor man ikke bare luftede ud, ved jeg ikke… men det er da sjovt med en fiseplante…)

Navnet ørepineplante kommer af, at den skulle kunne kurere ørepine. Man skulle bare rulle et blad sammen og stikke det i øret for at komme af med sin ørepine. Kært barn, mange navne, almindelig overtro…

Efterhånden har jeg samlet nogle stykker med forskelligt udseende og forskellig duft.

Senest er jeg er blevet den lykkelige ejer af tre nye duftpelargonier. Den ene dufter af roser. En rigtig stærk rosenduft.

Attar of Roses hedder den.

Den anden dufter af mynte og den tredje af cola. Jeps. Cola. Den dufter, som når man stikker næsen i et iskoldt glas cola på en varm sommerdag.

Blomsterne på sådan en duftpelargonie er små. De er kønne, men de gør ikke meget væsen af sig. Bladene er til gengæld af mange forskellige størrelser – fra bittesmå til ret store – og mere eller mindre fligede,

og bladfarven går fra mørkegrønt over græsgrønt til grågrønt alt efter, hvilken sort du har fundet.

Man kan købe dem i plantecentre og mange andre steder nu. Da jeg fik min første, kunne man kun få dem som stiklinger fra venner og bekendte. Eller fra en samler som ‘Specielle pelargonier – kig ind’ – et helt unikt sted her i nærheden.

De kan stå både inde og ude om sommeren. Ligesom alle andre pelargonier tåler de ikke frost. Hos os bor de i drivhuset om sommeren og om vinteren i B&B’en – ja, vi skal nok finde et andet ord for den bygning nu. Gæstehuset? Vi har jo to gæsteværelser nu… Det er da lidt fornemt.

God fredag.