De næste par dage kan du godt være forberedt på blomsterspam og mange billeder. Her i weekenden har vi både besøgt Claus Dalbys have og været til Forår i Tivoli Friheden, hvor der er lagt over 100.000 blomsterløg. Også i Tivoli Friheden er det Claus Dalby, der har stået for sammensætningerne – og det er forrygende.
Men først en tur til Risskov, hvor Claus Dalbys forårshave står i fuldt flor.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker Claus Dalbys have. Den er et frodigt paradis, som den ligger der med skoven som baggrund og udsigt til vandet fra havens øverste del. De mange rum, gange og hække gør det spændende at gå omkring hvert et hjørne. For hvad mon der gemmer sig der i år?

Der er velordnede og på en gang stringente og frodige pladser som The Sunken Garden.

Og der er bede, der mest af alt minder om en blomstereng, hvor tulipaner vajer for vinden over forglemmigej og voksende stauder.

Fra de kølige lyse farver til de glødende blomstervæld.

Endda et lille Barbielyserødt hjørne er der plads til.

Bag huset finder man den lille romantiske krukkekøkkenhave, hvor alt er i sin vorden, og i skovhaven finder øjnene ro, mens duften af pinseliljer vifter forbi næsen.

Drivhusene bugner af småplanter, der venter på at komme ud i bedene. Man tænker umiddelbart, at alle de planter kan der da ikke blive plads til. Men tidligere besøg har vist, at jo – det kan der.
Claus Dalby siger selv, at planterne skal ‘skrues ned’. Der plantes tæt, og resultatet er overvældende dejligt.
Alle vegne er der bare nok – og selvom der er meget, bliver det aldrig for meget. Alt er sammensat så smukt. Farverne glider ind i hinanden i nogle områder, og fremhæves af kontraster andre steder. Se det lille slideshow herunder.
Jeg har lært rigtig meget af mine årlige besøg i Claus Dalbys have. Gentagelser af samme blomst i flere bede for at ‘male’ en helhed, tips til dyrkning i krukker og mest af alt, at der altid er plads til en plante til. Efter nøje overvejelse.

Måske kan du finde lidt inspiration i billederne?
God mandag.
Han er unægtelig skarp til det med farver!!
Kh Lisbeth
LikeLike
Det er han. Og med to gode gartnere kan det ikke gå galt 🙂
Kh, Karen
LikeLike
Flotte fotos – han er virkelig en dygtig mand!
LikeLike
Det er han – vildt dygtig med et skarpt øje for både farver og former. Der kan man lære meget. Jeg har flere af hans bøger, og den, der hedder Selskabsplanter, har jeg læst næsten laset 🙂
LikeLike