Magnolien

Magnolier har jeg altid forbundet med gamle villakvarterer. Gamle villakvarterer i den pæne ende med store huse og tilvoksede haver. Træerne var store, og de stod frit, så de i foråret kunne dominere haven med deres smukke blomster og senere give skygge for den varme sommersol.

Under træet kunne der stå et havebord med dug på, en kande med limonade og smukke glas. Vores magnolie står helt forkert til den slags. Og derudover vidste vi slet ikke, vi havde en magnolie, da vi flyttede ind for over 18 år siden.

Skrænten var dengang helt dækket af snebærbuske, og de skjulte det lille træ. Snebærrene var også godt i gang med at kvæle det, som de kvæler alt andet. Derudover er der skygge der det meste af dagen. Dårlige odds.

Vi ryddede snebær for at få lidt mere luft i det hele taget og plads til en stentrappe og en gang mellem bygningerne, og derinde i krattet stod et lille træ med store, grønne blade. Vi fritlagde det, og det begyndte at vokse.

Næste forår fik det to blomster, og nu vidste vi, hvad det var for et træ. Et træ med potentiale til at blive kæmpestort. Det stod bare lige klods op ad trappegangen, og det kunne ikke flyttes.

Nu skærer vi det fladt på siden ud mod gangen, så vi kan komme forbi. Det er det ikke utilfreds med. Fredelig sameksistens. Det ser ud til, at det trives, for aldrig har der været så mange blomster som i år.

Det er bare lidt en skam, det ikke står, som vi har set træerne stå i de gamle villahaver. Frit, så det kan vokse sig stort og flot. Måske det engang når så højt op, at det kan brede sine blomster ud over stien, og vi kan gå under det? Det tager tid, for sådan en magnolie forhaster sig ikke, når den skal vokse.

Som det står, går vi forbi det mange gange om dagen, så måske står det bare helt rigtigt.

God mandag.