Forårsstress eller FOMO?

Vi er godt inde i maj, og nu går det stærkt. Vildt stærkt. Hver dag springer noget nyt ud, og hver dag tænker jeg, at jeg da aldrig når at følge med og se det hele, når det sker.

FOMO: Fear of Missing Out – angsten for at gå glip af noget – er en kendt årsag til stress, og man bliver da også næsten stresset af, at naturen ikke lige kan stoppe op, så man kan nå at se, hvad der sker.

I skovhaven, hvor jeg syntes, der var så blomstrende og frodigt for en uges tid siden, er der nu endnu mere at se, og jeg undrer mig over, at jeg virkelig syntes, der var så frodigt, når jeg ser, hvad der er sket siden.

Sommerhvidblommen, Leucojum Aestivum, der ligner en højere version af Dorothealiljen, Leucojum Vernum, står med sine nikkende klokker mellem gule og hvide tulipaner, anemoner og selvsåede forglemmigej.

Primula i alle nuancer af gult blomstrer overvældende. Også den selvsåede primula, der i den grad ligner den, der hedder Sunset Shades,

men som faktisk er et uægte barn af den her, jeg har fået af en nabo.

Den dukkede op første gang sidste år, hvor den var lillebitte. Hvor bliver man glad, når man første gang får øje på sådan en lille selvsået primula på størrelse med en lillefingernegl.

Stauderne vokser. Den russiske kulsukker (den er født i Danmark, så bebrejd den ikke dens herkomst) får større og større blade dag for dag. Inden længe er den en meter høj.

På skrænten op mod marken vokser anemoner i rigt mål, og træerne er begyndt at springe ud.

Tænk, om kort tid vil jeg se mig omkring i haven og se på de her billeder og tænke, at det da var underligt, jeg syntes, der var så frodigt dengang… Det går bare så stærkt, man helt får åndenød.

Så meget er der sket på så kort tid. Og det er kun i haven. Landskabet ændrer sig også fra dag til dag. Men på trods af åndenød og lettere febrilske stress symptomer, er der ikke nogen måned, hvor man mere nyder at være til end lige i maj. Det skulle da lige være i den friske og rødkindede september?

God fredag.