I haven er de tidligste forårsløg begyndt at stikke næsen op. Der går nu stadig en tid, før andet end vintergækker og erantis blomstrer. Vi er jo kun i begyndelsen af februar.

I drivhuset står der krukker med forårsløg. De er længere fremme end dem i haven, og det er altså en nem måde at tage forskud på foråret.
Der står både de store krukker med løg, jeg lagde i efteråret og de små potter med forårsløg, man kan købe nu.
Vintergækkerne i potterne er ikke de almindelige Galanthus Nivalis. Det er Galanthus Elwesii, der er en smule større end de almindelige gækker. De almindelige fylder for lidt i potterne, siger gartnerne, og ja, de almindelige er jo små og sikkert ikke egnede til at lokke købere til. Folk vil jo have lidt volumen for pengene.
Men i de gamle haver og langs vejene her, fylder de almindelige vintergækker godt. Står de der længe nok, bliver de til mange. Rigtig mange.

Jeg er gået efter de løg, der er lige en lille smule anderledes end dem, der er flest af i haven, men som vil kunne klare sig, når de bliver plantet ud. Jeg vil som altid plante dem ud i haven, når de har blomstret færdig i drivhuset, og faktisk er det jo ikke så tosset at kunne prøve dem af og se nærmere på dem, før man beslutter sig for, hvor de skal stå derude.
Den yndige, lyseblå persiske skilla – den med det tungebrækkende navn Scilla Mischtschenkoana – har jeg flere potter med.

De er kun i spirestørrelse endnu, men sådan her kommer de til at se ud. De gør sig godt i en lidt større gruppe på en 3-5 potter, så man rigtigt ser dem.

Også iris reticulata af forskellige slags klarer sig fint i haven, når de er færdige med at pynte inde eller i drivhuset. Jeg har i mange år haft den blå iris i haven,

og sidste år kom Frozen Planet til. Dem har jeg øget bestanden af i år, for dem fra sidste år er fint på vej op i bedet, og den har de smukkeste, isblå og hvide farver.

Jeg venter ikke til efteråret med at putte dem i jorden. Når de er færdige med at blomstre, og de har så lange grønne blade, at de kan tåle at blive gravet ned i den dybde, som løgene gerne vil ligge i, sætter jeg dem rundt omkring i haven.
Jeg glæder mig til at møde dem, jeg satte sidste år, og mens jeg venter, nyder jeg synet af årets små potter – enkeltvis som vintergækkerne eller i flok som her i fadet med botaniske tulipaner på vej.

God torsdag aften.