Det er nu lidt hyggeligt med køer

De ‘Hvide Damer’, som vi kalder vores fire charolais kvier, går rundt i græs til knæene. De ligger i skyggen under træerne og tygger drøv, når solen brænder, og de løber om kap i de kølige, duggede morgener.

Og de kommer for at hilse på, når man går tur på marken.

De er altså store. Sådan en 7-800 kilo skal helst ikke begynde at skubbe. Heldigvis er de rolige dyr, og de har respekt for hegnet. De står bare og kigger over hegnet og snuser lidt til en udstrakt hånd.

Rosie er ikke meget for dem. Hun holder en respektfuld afstand på en 30-40 meter fra hegnet og logrer lettet, når man siger farvel til køerne og kommer tilbage til hende.

Maggie skal man til gengæld holde lidt øje med. Hun er ung og frygtløs som alle unge, der aldrig har skænket deres egen dødelighed en tanke.

Men mest af alt er det hyggeligt, at de er der. At engen bliver brugt til det, en eng er beregnet til. For en eng forbliver kun eng, når den bliver afgræsset. Uden køerne ville den springe i skov, som det hedder. Det tager ikke lang tid.

Køerne skal slagtes til efteråret, og det er altid lidt trist at skulle af med dem. Men… spiste man dem ikke, ville de ikke have været hverken her eller andre steder. Ingen vil avle køer bare for, at de skal være der. Køer ville blive fortidsdyr, man kun kunne se på et landbrugsmuseum.

Men det er nu hyggeligt, at køerne er der. De er også et meget smukt indslag i landskabet.

God torsdag.