Sølv

Tænk – i morgen har husbonden og jeg været gift i 25 år. Det er svært at forstå, der er gået så lang tid, siden vi holdt bryllup på den længst hedengangne restaurant, Prins Ferdinand ved den gamle by i Aarhus.

Dagen – og alle dagene op til dagen står lyslevende i min hukommelse.

Min svigermor, der mente, at ‘forventningens glæde var den største’, tanker om blomsterdekorationerne, som jeg selv lavede (enkle med hvide roser og grønt), og om alt det praktiske, der skulle falde på plads.

Møde med præsten, generalprøve, den pyntede kirke inde i Aarhus, hvor vi boede dengang, valg af salmer, måltagning og tilpasning af kjolen, der blev det fineste, jeg nogensinde har haft på. Festen – middagen med nogle af årets første nye kartofler fra Samsø og hvidvin fra et fransk vinslot, vi selv havde besøgt året før. Alt for mange taler af svingende kvalitet og den obligatoriske fætter, der drak sig i søvn under middagen.

Men tiden løber, og det er pludselig rigtig lang tid siden. Man opdager det ikke, når man også selv kun sjældent sidder stille ret længe ad gangen. Pludselig er der gået 25 år – med fuld kraft frem. De 17 af de 25 år har vi boet her i Skivholme. Det var et godt valg at flytte hertil.

I dag skal der gøres rent i huset, og fejes lidt derude. Vi har fra pålidelig kilde, at der nok bliver lidt puslen ved døren i aften og sandsynligvis et par naboer eller tre, der kommer forbi i morgen tidlig. De skal ikke have skam af os, så vi støvsuger lidt hundehår op, finder kaffen frem og glæder os til dagen i morgen.

Og vil du se, hvordan vi så ud dengang? Tja – så kan man altså godt se, der er gået et par år …

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

27 kommentarer til “Sølv”

  1. Hjertelig tillykke 🇩🇰🇩🇰🇩🇰. Håber i får en fantastisk dag😊

    Like

  2. Rigtig hjerteligt TILLYKKE med sølvbrylluppet. Det er en stor dag der er værd at fejre, – og I er vist heldige med vejret. ☀️💖☀️💖☀️

    Like

  3. Hjertelig tillykke til jer begge. Håber, i får en dejlig dag fyldt med gode minder.

    Like

  4. Rigtig hjertelig tillykke med dagen i morgen, håber I får en rigtig dejlig dag

    Like

  5. Hjertelig tillykke Karen. Og hvilket skønt billede af jer to. Håber I får en minderig og skøn sølvbryllupsdag. kh Jette

    Like

  6. Stort, stort, stort tillykke til jer begge – dejligt billede, der (kun svagt) antyder, at der er smuttet et par dage for jer.
    Ha’ en god dag.
    Kh os i Ebeltoft

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: