Fløjlsauriklerne blomstrer igen

Sidste år fik jeg nogle potter med fløjlsaurikler – også kendt som show-aurikler. De ser så umuligt eksotiske ud, at man dårligt tør tro, de kan vokse i en forblæst landbohave.

Det var i hvert fald mine tanker sidste år, hvor jeg funderede lidt over, om de kønne aurikler var prinsesser eller landbokoner. Men tro mig. De kan sagtens tåle en ært under madrassen.

Og også lang tids nattefrost, barsk vind og piskende regn. For her er de igen.

De er knapt så høje, og blomstringen er knapt så overdådig. Men de er jo heller ikke længere gartneriplanter, der lever under de bedst mulige forhold med daglig professionel pleje. De blomstrer bare i virkeligheden. Og det gør de rigtig fint.

For nylig læste jeg en artikel af Nina Ewald i Jyllandsposten, hvor hun interviewede en rigtig aurikelsamler, der havde flere end 100 forskellige show-aurikler. Og der gik det op for mig, at dem jeg har faktisk slet ikke er show-aurikler. De ligner, men det er haveaurikler. Haveauriklerne hedder Primula X pubescens. Showaurikler hedder Primula Auricula. Og det ser ud til, at den slags virkelig er prinsesser, der stiller ubetingede krav til tilværelsens goder for ikke at sygne hen og dåne. Et oplagt samleremne for en, der godt kan lide at nørde lidt – men sådan er det vel for samlere. Man bliver kun samler, hvis man har det der særlige samlergen. Godt, vi har den slags folk.

Umiddelbart synes jeg, det er svært at se forskel på de to slags. Bladene ligner hinanden, glatte og tykke i modsætning til andre primulaers tyndere og rynkede blade. Og blomsterne ligner hos begge den slags, man kan se på engelske tekopper.

Jeg er nu glad for, at det her er haveaurikler, der kan vokse og trives udenfor. Nu glæder jeg mig til at se, om de selvsår og laver nye, spændende farvekombinationer. At have en have er altid både at glæde sig over lige nu og glæde sig til næste år, ikke?

God mandag.