Hvis du leder efter sundt slik, er det nu, du skal skynde dig væk herfra. Meeen – det er da ikke usundt bare at kigge, er det? Kigge på blød karamel, kigge på chokolade, kigge på peanuts og peanutbutter – og på en sprød bund lavet af saltstænger?

Og hvis du nu er blevet nysgerrig, vil du måske gerne vide, hvad saltstænger laver i en chokoladebar?
Saltkaramel er – med god grund – super populært. Så hvorfor ikke saltstænger? Det var det, jeg tænkte, da jeg læste en opskrift på chokoladebarer i den skønne bagebog, Pixis kager, som jeg anmeldte her for en tid siden.
Jeg havde længe skævet til en opskrift i bogen med saltkringler, chokolade og pecan nødder.
Nu skulle det være. Jeg havde bare ikke lige alt det, der stod i opskriften, så det blev en lidt anderledes version – og en mindre portion, som jeg deler her i dag. Men supergod blev den… Den består af fire lag: bund, peanuts, karamel og chokoladetop rørt med peanutbutter.

Til en kvadratisk 20 x 20 cm form skal du bruge:
Bund:
100 g saltstænger
30 g sukker
60 g smeltet smør
Karamel:
60 g peanuts – bare de helt almindelige saltede
70 g smør
3/4 dl fløde
75 g brunt rørsukker (jeg bruger det fra Lidl)
Chokoladetop:
100 g mørk chokolade
100 g peanutbutter
Lidt knækkede saltstænger til pynt
Så går vi i gang:
Grib minihakkeren og kør saltstænger og sukker til fint grus. Smelt smørret og rør det i blandingen. Læg bagepapir i en 20 x 20 cm kvadratisk form og pres massen godt ned i formen. Pas på, den ikke bliver skæv, så de næste lag kommer til at ligge i et hjørne… Bag den på 180 grader i 15-20 minutter.
Så skal der laves karamel:
Først skal du lige hakke dine peanuts lidt groft og fordele dem på bunden i et jævnt lag.
Så tager du smør, sukker og fløde og koger det sammen, mens du rører i det. Lad det koge og bruse i et par minutter. Hæld karamelmassen over bunden og stil det hele koldt.
Og nu er det tid til det øverste lag:
Når kagen er kølet lidt ned, og man kan røre ved karamelmassen uden at få klistrede fingre, skal du i gang med at smelte chokoladen. Rør den smeltede chokolade med peanutbutter. Peanutbutter kan være lidt besværligt at røre ud, men det hjælper, hvis du holder chokoladen varm. Fordel nu chokoladen over karamellen, pynt med lidt knækkede saltstænger og lad det hele stivne. Sæt den i køleskabet, så snart du kan. Når kagen er helt kold – efter et par timer – kan du skære den ud i passende stykker. Bar-størrelse eller konfekttern – du bestemmer.

Husbonden syntes først, det lød lidt mærkeligt med saltstængerne. Men der skulle ikke mere end end en enkelt bid til, før han var overbevist. Den kage/konfekt/chokoladebar vil få en fast plads på repertoiret, når der skal lidt ekstra godt til kaffen.
God søndag.
Note: Næste gang, jeg bager den her, vil jeg ikke putte saltstænger på toppen. De er ærligt talt ikke så spændende, når der er gået nogle dage.
Mmm! Og ja, altid godt med lidt salt i søde sager, hvor der er karamel i. Giver lige det ekstra touch 🙂
LikeLike
Jeg er helt pjattet med salt i karamel og chokolade. Bunden er jo egentlig lavet som en cheesecake bund. Bare med saltstænger i stedet for digestive kiks 🙂
LikeLike
Ja det lydet lidt skørt, men jeg stoler på din husbond, og gemmer opskriften et godt sted, hvor den ikke bliver væk.
Kh Lisbeth
LikeLike
🙂 Bare tænk saltkaramel – og cheesecake bund.
Kh, Karen
LikeLike