Jeg kan så godt lide planter med små – og mange – blomster. Små blomster giver en helt særlig lethed.

De små mexicanske bakkestjerner for eksempel.

Eller de fine, blomsterrige Isotoma, der kan stå ude i samme potte år efter år.

Sidste sommer fik jeg en plante med mange, mange bittesmå blomster forærende. Den var noget så køn og fin med de porcelænsagtige, hvide blomster med den rødlilla underside. Blomsterne duftede også dejligt, og jeg var rigtig glad for den.

Jeg ville have skrevet om den i sommer, men blev stoppet af en simpel ting. Navnet. Dens navn var langt og fyldt med konsonanter, og jeg glemte det altså et øjeblik efter, jeg hørte det. Hvordan skal man skrive om en blomst, når man ikke engang er på fornavn med den? Jeg var lidt flov over det. Nej – ret det: meget flov.
Her i weekenden sad jeg og kiggede på frø på nettet. Side op og side ned med fristelser og smukke blomster i alle farver og størrelser. Og pludselig var der et billede – et hov, stop lige lidt billede. Der var den jo. ZALUZIANSKYA CAPENSIS hedder den. Og kan du lukke øjnene, vende dig væk fra skærmen og sige det igen? Nej, vel? Heldigvis hedder den også aftenfloks, står der. Det er noget mere mundret. Havde jeg bare vidst det sidste år, havde du læst om den her dengang.

Henning Pedersen fra Gartneriet Pedersen fortalte mig, at planten er meget populær i England, hvor den bliver brugt som både duftplante og krydderurt. Jeg har bestilt en pose frø. For på vores breddegrader er den kun etårig. Men den er bestemt værd at have.
God tirsdag.
Nååh, hvor er den sød med de hvide rande på kronbladenes yderside. En skam, den er enårig.
Det er gået over mit hoved, at Isotomaen er flerårig. Kan den stå ude eller må den i drivhus?
Kh Lisbeth
LikeLike
Du så den i drivhuset i juni den lille aftenfloks. Isotoma kan bare stå ude i krukkerne. Dem jeg købte af Aase Hviid i sommer står bare ude, og det gør Aases også. De er vokset vildt i sommer, så jeg håber at kunne dele og få flere i år.
Kh, Karen
LikeLike
Åh, var det den… Jeg husker godt, der var en grøn plante med fine små blomster. Men der var nu mange godbidder, derinde. Også store søde kartofler, hed de vist.
Isotoma må jeg helt klart have!!!
LikeLike
Der er så meget, man får lyst til at anskaffe, når man er på besøg 🙂 Jeg kan måske allerede dele mine isotoma, når de skyder frem igen.
LikeLike