Røget torsk – hvad laver man til det?

Der var et stykke røget torsk i en fiskepakke, vi købte og fik leveret i sidste uge. Røget laks, laksesalat, rødspættefileter og altså også røget torsk. Super lækkert. Det lød spændende med den røgede torsk, men hvordan skulle torsken lige bruges?

Jeg kiggede på opskrifter på nettet, og faldt for en opskrift, hvor den røgede torsk skulle serveres på ristet brød – som crostini – med avokado og lynsyltet grønt.

Syltede radiser, rødløg og agurk, foreslog opskriften. Det lød godt. Men radiser var ikke ikke til at finde i vores nærmeste supermarked, og jeg kører altså ikke helt ind til Bilka efter et bundt radiser. Der måtte improviseres.

Jeg fandt rødløg og rød spidskål i grøntsagsskuffen, og det blev en både flot og god blanding. Kombinationen af sprødt brød, blød avocado, salt torsk og syrlig topping er rigtig god. Og flot at se på.

I opskriften på nettet foreslår de smørristet brød, men jeg brugte nu bare brødristeren. Avocado smører nok i sig selv.

Opskriften på de syltede ‘rød’sager er den helt sædvanlige og meget enkle:

1 dl eddike og 1 dl sukker koges op, gryden tages fra blusset, og løg og kål lægges i den varme lage.

Efter et par timer på køl kan de syltede sager bruges som topping på de små torskecrostini – og helt sikkert også i en sandwich eller på alt andet, der kan bruge lidt sprødt og syrligt på toppen. Virkelig nemt og virkelig godt.

Det er ikke sidste gang, vi skal prøve sådan et stykke røget torsk. Mon ikke, man skulle bestille samme sted igen?

God onsdag.

PS: Prøv også at sylte fennikel, gulerod eller andre grøntsager på samme måde. Det virker hver gang, og det bliver noget så godt.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: