Mexicansk bakkestjerne – en frodig glæde

Sidste år så jeg mexicansk bakkestjerne i Claus Dalbys have. Et hav af bittesmå, bellislignende  blomster i en stor, flot krukke. De små blomster flød ud over kanten i uregerlig frodighed.

Sådan nogle måtte jeg også have. Jeg købte en pose frø, og de blev sået i en stor krukke i drivhuset i det tidlige forår. Længe skete der ikke spor. Slet ikke spor. En dag kom jeg ud i drivhuset og så nogle få, bittesmå kimblade hist og her i krukken.

Jeg var lidt skuffet. Var det virkelig alt, det kunne blive til? Det var allerede maj? Hvad med mit blomstervæld?

Det tog sin tid, men blomstervældet kom fra sidst i juli. Det er her endnu. Præcis som jeg ønskede det.

De små, bellislignende blomster starter med at være hvide, men når de er på retur, skifter de farve til rosa. Det giver et dejligt farvespil, og hvad blomsterne måtte mangle i størrelse, har de i mængde. Hundreder af blomster.

Jeg vil tage frø. Men jeg vil nu også investere i endnu en lille pose bakkestjerner, bare til hvis, når det nu bliver tid til at købe frø ind til næste sæson. Man kan sagtens have dem flere steder i haven, og de skulle faktisk – rent bogstaveligt – kunne leve på en sten. I et stengærde. Måske jeg skulle prøve dem i stenørkenen omkring pavillonen? Hvor de senere kunne så sig selv?

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

7 kommentarer til “Mexicansk bakkestjerne – en frodig glæde”

  1. Jeg har lige set den hos Marie, der har bloggen Hortofilia. Hun har sået sin fra frø, men den er ikke enårig hos hende. Står ude i haven. Måske du skulle prøve at lade din være og satse på at den kommer igen.
    Kh Lisbeth

    Like

  2. Jeg prøvede for to år siden at så dem i en krukke. Der var iblandet sand og der var sørget for dræn. Frøene blev sået udendørs i maj måned på en solrig plads; men ikke en eneste bakkestjerne dukkede op, så jeg var ret skuffet. Dette væld af blomster ser forrygende ud. Så dem i sprækker over en 3 meter høj klippeformation i en have i England. Men de gad ikke at være hos mig

    Like

    1. Åh, de engelske haver – jeg er lidt misundelig på deres klima.
      Jeg brugte bare almindelig pottemuld med et tyndt lag så og priklemuld øverst. Og så lod jeg dem stå i drivhuset fra marts til maj. Men de var meget længe om at komme. Måske skal de forspires inde næste år…

      Like

  3. Ærgerligt, den kom så sent i gang, men det kan man måske fremrykke med varme? Ellers giver jeg dig ret: Den er skøn. Viltert frodig og ikke vandkrævende. Dét kan vi li’
    Kh Lisbeth
    PS chilifignerne var lækre 😀

    Like

    1. Varme ville garanteret fremrykke processen – men det var ikke lige på lager i foråret 🙂 Måske kunne jeg forspire inde, men ak – der er ikke plads i vindueskarmene til det hele, så chilierne vinder pladsen. Hvis man kunne købe et par planter af dem, var det såmænd også ok – men jeg har ikke set dem i almindelig handel.
      Jeg er også vild med chilifignerne – tror næsten, jeg må forbi vores grøntpusher på vejen hjem i dag. Der får man en kasse med 12 for 30 kr…
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.