Frøprinsens lille rige

For et par år siden fik jeg en frøprins forærende. Jeg har undladt at kysse ham, for jeg er jo godt gift, og han må derfor blive udenfor og blive ved med at være frø.

Det passer ham nu godt at leve ungkarlelivet ude i haven. At chatte med frøtøserne om natten og om dagen passe sit job som uhyre vigtig frø med ansvar for det nye krukkehjørne på terrassen ud mod udsigtshaven.

I krukkerne er der mange forskellige planter. De små potter indeholder småplanter, der er i gang med at vokse sig større. Blandt andet tre forskellige Isotoma,  der stadig kun er plantebørn.

Et par af de gråløvede – både på bordet og på fliserne.

Og en lille ‘nordisk palme’ – et minitræ i pileflet. Den er lidt sjov.

Det var en reklamegave, jeg fik, fra Baugarden Living Art, der laver masser af kæmpestore ‘nordiske palmer’ i pileflet. Prøv at se på deres side. Jeg synes, de er så flotte, de kæmpestore skulpturer af flettet, levende pil. Reklamegaven bestod af et lille bundt flettede pilepinde – ca. 20 cm lange. Jeg fik instruks om fluks at plante bundtet i våd jord, når jeg kom hjem. Det gjorde jeg, og nu skyder den så fint fra toppen, at det lille træ har fået en rigtig krone. Man skal huske at fjerne skud fra ‘stammen’ af træet, men det er da hyggeligt pillearbejde, når det er så lille en plante. Endnu en af de små planter, der har en historie.

Bordet er et gammelt havebord, der var stærkt genbrugspladstruet af husbonden. Jeg nappede det lige i sidste øjeblik. Bordet har nemlig en kant, som sneglene ikke kan komme over, når de kommer nedefra, så mine Isotoma skulle kunne stå der i nogenlunde fred.

Det er lidt farligt at lave krukkepladser alt for langt væk fra vandhanerne, men den her er overkommelig – en enkelt stor kande er nok til at vande det hele.

Vender man ryggen til frøprinsens lille krukkerige, ser man ud over ådalen. Der er udsigtshaven, hvor man kan sidde i flimmerskyggen og se ud over landskabet. Fra det små til det store bare ved at vende sig om.

Udsigtshaven kigger vi nærmere på en af dagene – det er nemlig også der, vores pavillon er anbragt alleryderst på spidsen ud mod engen.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: