Den der sarte, lysegule farve – den der helt lyse gule. Den er jeg helt vild med. Kølig og let er den – en farve, der lyser i skyggen. Jeg har altid holdt af gule blomster – også før de blev moderne. Men især den kølige, lysegule er så fin.
Den lysegule digitalis, digitalis lutea, så jeg på Tivoli Frihedens blomsterfestival, både ved A Shed of Stories og i den naturlige, vilde have. Lutea er en staudedigitalis, så den kommer igen. Den blomstrer lidt senere end de almindelige digitalis. Det er en gammel plante, der også vokser vildt i naturen hist og her, selvom den er mere sjælden at finde end de lyserøde og hvide. Jeg håber på frø, men staudedigitalis sår ikke sig selv lige så vildt som de toårige.
Lutea så jeg også hos Staudeblomsten, som jeg besøgte i søndags. De har en hel skov af dem…
Nu er det lykkedes mig at finde et par stykker til vores skovhave, hvor der skal være mange lysegule og hvide blomster til at lyse i skyggen under de store træer med den grønne skrænt som baggrund.
De skal tage over efter de lysegule akelejer, der har næsten samme farve, og som også blomstrede så dejligt længe. Akelejerne må også gerne have smidt nogle frø.
Det må blive min nye sport: at finde lysegule planter, der kan vokse og blomstre i skovhaven. Skygge og tørketålende – og lysegule. Der er stadig masser af græs (læs: mos), der kan forvandles til bede.
Hvis du har fået havesyge af at se den gule digitalis, ved jeg altså ikke, om man kan finde den i handelen mere i år. De er tæt på at være afblomstrede, og så har de dem ikke længere i butikkerne. Men hold øje næste år. De stammer – ligesom de gule akelejer – fra Gartneriet Pedersen, der altid har fingeren på pulsen, når det gælder nye og spændende planter. (Ikke reklame – bare ros.)
God – om end stadig blæsende – onsdag.
Dalsgaard i Skivholme 
Jeg er bestemt med på bølgen af lysegule – og har været det, så længe jeg kan huske. Jeg lavede engang en ‘eng’ med disse lysegule farver og en pastel-blålilla mellem græsser. Jeg elskede, når det blomstrede.
Staudedigitalissen skal jeg have fat på.
Kh Lisbeth
LikeLike
Det får mig til at tænke på min dejlige svigermor, som også holdt så meget af gule blomster, fordi de fik hende til at tænke på sol, glæde og sommer. Som ung, ny præstekone i Estvad skulle hun på barselsvisit og plukkede en fin solskinsbuket. Den blev ikke vel modtaget, og en dame trak hende til side og spurgte, om hun da ikke vidste, at gul var falskhedens farve??? Det glemte hun selvfølgelig aldrig; men det ændrede nu ikke hendes opfattelse af gul og solskin. I hendes have blomstrede der de dejligste gule roser, som hun gladeligt delte ud af sammen med historien om barselsvisitten.
Den ons. 8. jul. 2020 kl. 09.50 skrev Dalsgaard i Skivholme :
> Karen Engell Dalsgaard posted: “Den der sarte, lysegule farve – den der > helt lyse gule. Den er jeg helt vild med. Kølig og let er den – en farve, > der lyser i skyggen. Jeg har altid holdt af gule blomster – også før de > blev moderne. Men især den kølige, lysegule er så fin. Den lys” >
LikeLike
Ak ja. Gul er falskhedens farve. Hvad mon solen siger til det??? Godt, at din svigermor ikke lod sig slå ud af de sikkert stride, gamle madammer!
Knus, Karen
LikeLike