Snepryd – som en forårshimmel

Ikke et ord om sygdom, pandemi eller noget som helst af den slags i dag. For se. Snepryd blomstrer rundt omkring i haven, og det er sådan en glad lille blomst. Den er tidlig, og den er hårdfør. Vi har den rundt omkring i små grupper.

Jeg kan faktisk ikke huske, jeg nogensinde har lagt løg til dem. De er kommet med planter, jeg har fået, og så har de stille og roligt bredt sig fra et enkelt løg til sådan en lille flok hist og her. De er rigtig gode til at selvså.

Snepryd er blå som en forårshimmel med hvide skyer, et livligt syn mellem visne blade og kviste, og jeg kan slet ikke lade være med at smile til den, når jeg ser den.

Til gengæld kan jeg huske, da jeg lagde løgene til de lyserøde. Men om det er en scilla eller en lyserød snepryd?

Det ved jeg faktisk ikke. Bortset fra farven ligner den snepryd, så det er det nok. Men snepryd, Chionodoxa luciliae hedder den, er en slægtning til scilla,  og så er det jo faktisk også ligegyldigt, når man ikke er samler.

Begge pynter, kommer tidligt, dukker op uventede steder og er hårdføre, og den slags planter er altid velkomne.

Mere nu end nogensinde gælder det om at have øje for alt det, der kønt, smukt og dejligt. Man kan sagtens nyde blomsterne, selvom man er isoleret fra omverdenen. Og det med at være isoleret – og måder at rejse ud i verden i tanker og levende billeder på nettet – vil jeg komme nærmere ind på i morgen med en række links til spændende steder, man kan besøge uden at forlade hjemmet.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Snepryd – som en forårshimmel”

  1. Jeg gætter på, din lyserøde yndighed er snepryd. Den vender ‘ansigtet’ opad. Scilla vender ‘ansigtet’ ned. I gamle dage kaldte man scilla, snepryd og perlehyacint for de blå drenge 🙂

    Like

  2. God morgen, Karen!

    “Se, hvilken morgenstund——-” men her skal ryddes ud, ryddes op, vaskes op, gøres rent ——- og jeg vil bare ud, ud i haven og se, hvad der myldrer op og rydde op derude!!!. Overspringshandling: Lige se, hvad der er på computeren. Nå, opvasken må jeg vel lige kunne klare først, mens jeg synger: “Ud vil jeg ud – åh så langt, langt, langt—-” Det kan jeg så komme i morgen med dig. Jeg glæder mig.

    Optimistisk forårshilsen Eva

    Den fre. 20. mar. 2020 kl. 08.39 skrev Dalsgaard i Skivholme :

    > Karen Engell Dalsgaard posted: “Ikke et ord om sygdom, pandemi eller noget > som helst af den slags i dag. For se. Snepryd blomstrer rundt omkring i > haven, og det er sådan en glad lille blomst. Den er tidlig, og den er > hårdfør. Vi har den rundt omkring i små grupper. Jeg kan faktis” >

    Like

    1. Jeg skal lige følge nogle af alle de mange links, så jeg kan se, hvilke der er bedst. Men først skal jeg arbejde – det er nu en bedre udsigt, jeg har fra min hjemmearbejdsplads end gennem tagruden på kontoret 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.