Grove fiskefrikadeller med sauce tartare

Hjemmelavet fiskefars er ikke spor svært at lave, hvis man har en minihakker eller en food processor. Og hjemmelavede fiskefrikadeller smager bare godt.

Man kan spise dem med helt almindelig remoulade, eller man kan lave en enkel sauce tartare til – den er der også opskrift på længere nede.

Til farsen skal man bruge:
400 hakket fisk – torsk, sej eller lignende
1 tsk salt
2 små æg
3 spsk Maizena (eller kartoffelmel – hvad man nu har)
1 revet løg
Mælk til at justere konsistensen

Hak først fisken. Skær den i mindre stykker og kør den i minihakkeren, til den har den finhed/grovhed, du gerne vil have. Når man selv laver farsen, bestemmer man også, hvor finthakket fisken skal være. Jeg vælger halvgrov…

Rør den hakkede fisk med salt, til farsen bliver fast. Tilsæt æggene og det revne løg og rør godt. Rør Maizena i farsen og tilpas konsistensen med mælk. Farsen skal være som frikadellefars – som en fast havregrød.

Steg frikadellerne i smør. Det smager bare bedst. Vend dem ikke, før der er dannet skorpe, og farsen er ved at være fast. Det giver de pæneste deller.

Til Sauce Tartare skal man bruge:
1 dl god mayonaise
1 dl creme fraiche (min var 9%)
1 finthakket syltet agurk
1 stor spsk finthakkede kapers
1 lille tsk dijonsennep

Hak agurk og kapers, rør mayo og creme fraiche sammen, rør kapers og agurk i og smag til med sennep.

Nemt, ikke? Og det passer til alle slags stegt fisk…

Hjemmelavede fiskefrikadeller mætter meget, så der er let til frokosten næste dag. Den her fiskeburger i en hjemmebagt burgerbolle er min frokost i dag – nu skal jeg bare huske den, når jeg kører om lidt…

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Grove fiskefrikadeller med sauce tartare”

  1. Da mine egne børn var små tilbage i 80´erne, var det ikke grøntsagerne de kastede sig over til aftensmaden. Uanset umage. Dengang kunne man af og til få fisk på tilbud .. et hedengangent begreb “billig fisk”. Jeg købte sild, torsk, lange og sej og kørte det i kødhakkemaskinen i en pærevælling. Maskinen blev efterfølgende sat til at hakke grøntsager, fennikel, gulerødder, porrer, squash og løg. så det var en af de retter, jeg kunne skovle i dem, og som de satte stor pris på.
    Så fine fiskefrikadeller som dine har jeg vist aldrig lavet, men de ser ret gode ud

    Like

    1. Fiskedeller med grønt i er da supergode! Da jeg var barn, var det min fiskeglade bror, der fangede gedder. Dem lavede min mor fiskefars af – også med grøntsager – og de smagte rigtig godt. Selv katten spiste grøntsagerne 🙂

      Like

  2. Det er nogle forfærdelige gode opskrifter, du kommer med hele tiden – bliver så lækker-sulten af at læse dine indlæg. VH Birgit M.

    Like

Der er lukket for kommentarer.