Vores hæk af hybenroser ud mod engen har skiftet farve. Rosenhækken, der har glædet med farve og duft i månedsvis
er nu fuld af hyben. Det er blevet den orange tid…
Her i weekenden vil jeg ud og plukke og lægge nogle poser hyben i fryseren. For hyben kan sagtens fryses. Det er et prikkent arbejde at plukke dem, og det er ret langsommeligt og ikke særligt spændende at rense dem.
Men de er nu gode at have på lager. For eksempel til hybenmarmelade med æble og chili.
Min yndlingsret med hyben er ret enkel. De rensede hyben skal steges stille i lidt smør sammen med porrer og drysses med salt og peber. Mere enkelt kan det næppe blive. Dybde fra porrer, og lidt syrlig friskhed og farve fra hyben. Det er glimrende tilbehør til både oksekød, kylling og fisk.
Hyben er gratis. Faktisk gør man naturen en tjeneste ved at plukke dem. For hybenrosen regnes som en af de invasive arter. Den har asyl hos os i hegnet, men jeg kan godt se, at det er en dårlig ide, når hybenroserne sluger strandengene – selvom det kan se flot ud.
Var jeg nu en hip madamme, der skrev for et dameblad, ville jeg nok have skrevet om, hvordan flere og flere søger bæredygtighed i deres bevidste madvalg og derfor anbefalet, at man plukkede hyben. Var jeg sundhedsekspert ville jeg nok have skrevet om hybens høje indhold af C-vitaminer og antioxidanter.
Det springer jeg let og elegant over. For en fornuftig husmor har altid plukket hyben, mirabeller og andre af de gratis råvarer. Fordi de er gratis, fordi de er sunde – og fordi de smager godt. Det er da ikke noget at gøre sådan et stort nummer ud af?
God fredag.
Nå, nu afslører jeg altså lige, at jeg aldrig har brugt hyben til andet, end pynt …: Når du skriver “rense”, er det så rigtigt forstået at man skal skrabe alle kernerne ud? (Jo, jeg har da forresten brugt dem til andet, end til pynt. Som barn brugte jeg kernerne til “kløpulver” 🙂 )
Ordet “bæredygtig” har jeg aldrig forstået. Hvad betyder det?? Når nogen siger om noget, at det er bæredygtigt, betyder det næsten altid, at de gør det samme som min mormor gjorde. Når hun varmede ovnen for at stege en steg, satte hun altid en kage i ovnen samtidig for at udnytte varmen. Når der var risengrød tilbage, lavede hun klatkager. Når der var æbler i haven, kogte hun æblegrød. Osv. … Nu føler jeg mig helt inspireret til at skrive et blogindlæg om min mormor 🙂
Kh Nana
LikeLike
Jo, kernerne skal ud, og det tager en krig. Men… sæt en god plade på, så kører det. Jeg har de samme problemer med ‘bæredygtig’. I min bog hedder det sund fornuft og sparsommelighed. Men det lyder ikke så sexet og giver ikke det ego-boost som bæredygtighed gør for vore dages hellige… Også min mormor – og min mor – har forstået at udnytte frugt og rester og i det hele taget tænke økonomisk. Men de gjorde ikke noget stort nummer ud af det – det var bare sund fornuft.
Jeg vil gerne læse et indlæg om din mormor 🙂
Kh, Karen
LikeLiked by 1 person
Har hørt om en en nemmere måde at rense hyben på end møjsommeligt bær for bær : http://ganeoggaffel.dk/2013/09/how-to-en-nemmere-made-at-rense-hyben-pa/
Måske kan man skære dem over og gøre det samme?
LikeLike
Det ser fint ud, hvis man vil have hybenmos – men de fine, halve hyben til at stege får man jo ikke. Når man skærer hyben over, sidder hver kerne fast med en lille tråd, så de slipper ikke. Nej, der er nok kun den langsomme metode. Men man kan jo bare sætte lidt god musik på – så går det hele lettere 🙂
LikeLike
Befriende med en ganske almindelig bondekone blogger-filosofi. TAK for dine hyggelige skriverier, – dejligt fri for frelst madamme-filosofi! 👍😄👏
LikeLike
Tak, Birte 🙂 Jeg bliver bare SÅ træt af al den snak om bæredygtighed og/eller sundhed. Især når så meget af det er gammel vin på nye flasker 🙂
LikeLike
Jeg kan også anbefale at lave hybenvin! Det er en meget nem, men lang proces – og det smager himmelsk!
LikeLike
Det lyder godt – jeg kan lide næsten alt med alkohol i 🙂
LikeLike