Målepinde i april

Det er blevet april, og hvis ikke vi havde kalenderen, hvordan kunne vi så vide det? Jeg holder mig til målepindene. De ting, der gentager sig hvert år på cirka samme tid, og som nu viser, at det er april måned, vi er kommet til.

April er gul og hvid. Forsythia, mirabeller, påskeliljer, anemoner og vorterod på skråningerne.

Her i begyndelsen af april blomstrer mirabellerne. Man ser dem i hegnene, når man kører på landevejen. De hvide, lysende buske og træer mellem de andre stadig nøgne buske og træer.

Også piletræerne blomstrer nu med deres gulgrønne, dunede blomster.

Det er ikke kun i toppen, det bølger hvidt. Også i skovbunden er den hvide bølge skyllet ind over landet.

Anemonerne.

‘Hvitveise’ lærte jeg i sidste uge, at det hedder på norsk. Selve indbegrebet af forår.

Det er blevet sommertid, og i den første uge af april er jeg søvnig på de forkerte tidspunkter og sulten på de forkerte tidspunkter. Sommertid bliver jeg aldrig venner med. Måske er det sidste gang? Nok ikke. De snakker, men kan de finde ud af noget?

De små lilla tuer af lærkespore er også et klart tegn på april. De kommer og går, som det passer dem. Dukker op i april og visner væk igen i løbet af kort tid.

Påsken falder i april i år. Vi har en lammekølle fra nabogården klar i fryseren til påsken, for til påskemiddagen skal der lam til.

Der skal laves påskefrokost.

Der skal pyntes op til påske. Næstefter julen er påsketiden den bedste pyntetid. Æg…

og påskeliljer.

Drivhuset skal vaskes. Det er næsten altid i påskeferien, jeg når det. Det er nok det værste arbejde derude i hele året. Men det er dejligt, når det er gjort.

De første ting skal sås ude, men det er stadig for tidligt at tro, at der slet ikke kan komme frost. Her inde i landet har vi haft frost i engen i glimt langt hen i foråret. Og april er pr. definition lunefuld.

April er den måned, hvor buskene begynder at grønnes og knopperne vokser på træerne.

I april synes vi altid, at nu er det da ved at være grønt igen. Kun når vi sammenligner med billeder fra maj og juni, opdager vi, hvor bart det egentlig er i april.

Men pyt. De hvide træer, den hvide skovbund, forårspynten og påskemaden – det er sådan en dejlig tid.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Målepinde i april”

  1. April er en super dejlig månede hvor så meget sker ,og i den har jeg og to af mine sønner fødselsdag så også det at glædes over. Sjovt den anden dag gik jeg ved bækken og så blomster jeg ikke kendte men det er da lærkespoer som du viser.så nu kender jeg dem.
    Her elsker vi også lammekølle så det skal der til.

    Like

    1. Det er så dejligt med de aha-oplevelser. Lærkesporerne kom med nogle klumper påskeliljer jeg fik for snart mange år siden. De breder sig og dukker op de mest uventede steder – det kan jeg rigtig godt lide 🙂

      Like

  2. Som altid et dejligt indlæg Karen. Ja, vi synes, det er i fuld gang nu, men det bliver endnu grønnere. Jeg lægger især mærke til det, når jeg fotograferer. Jeg synes, det ser helt fantastisk frodigt ud, og når jeg så ser billedet, så kan jeg godt se, at der mangler noget på den øverste halvdel. Der er alt for lyst og farveløst 🙂
    Hvor ligger jeres hus overidyllisk.
    Og den lille gåse/andekrans… er den gammel, eller kan den mon købes et sted? Den er vidunderlig.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.