Guinness-gryde

Den 17. marts er det Irlands helt store festdag, Saint Patrick’s Day, hvor de fejrer Sankt Patrick, der bragte kristendommen til Irland – og – siges det – drev alle slanger ud af Irland. Den dag i dag er der ikke slanger i Irland, så det må jo passe? Vi kan passende hjælpe dem med at fejre Saint Patrick’s Day med en irsk gryderet med oksekød, grønt og – selvfølgelig – Guinness.

Brug ikke andet øl end Guinness. Det gør virkelig den store forskel. Jeg har prøvet med billigere, mørk øl, men det er slet ikke det samme. Hvor nødigt jeg end måtte indrømme det.

Man skal bruge:
800 g oksebov i tern
2,5 dl guinnes
2,5 dl oksebouillon
4 store gulerødder i skiver
2 stængler bladselleri i tern
1 stort hakket løg
2-3 laurbærblade
Salt og peber
Olie til stegning og mel til jævning

Brun oksekødet på en pande – i flere portioner, så det steger og ikke koger. Vip det brunede kød over i en gryde og svits også grøntsagerne på panden. Vip dem over i gryden til kødet og tilsæt Guinness, oksebouillon og laurbærblade.

Lad det hele simre i halvanden times tid, til kødet er godt mørt. Smag til og jævn sovsen med almindelig meljævning.

Nu kan man vælge at spise retten som en gryderet. For at blive i det irske bør tilbehøret være en form for kartoffelmos – gerne den med kål og citronskal. Irerne kalder kartoffelmos med kål for Colcannon.

Man kan også putte hele herligheden i et ovnfast fad og dække det med et låg af den slags dej, vi normalt bruger til pot pie. Opskriften på den dej finder du her.

Husk at beregne tid til, at dejen kan hvile i køleskabet en times tid, før du ruller den ud. Lav dejen, når du har sat gryderetten over.

Uanset, hvilken version du vælger, er det festmad, der passer perfekt til Saint Patrick’s Day, hvor man så passende kan iføre sig noget grønt til middagen. Grøn er Irlands nationalfarve – grøn som et irsk kløverblad, en Shamrock.

Det gør irere den 17. marts. Dagen bliver fejret af irere over hele verden – ikke mindst i USA, hvor der er rigtig mange af irsk afstamning. De er efterkommere af de mange, der udvandrede fra sult og nød, dengang i midten af 1800 tallet, hvor kartoffelhøsten slog fejl i flere år i træk med hungersnød, sygdom og død til følge.

De amerikanske irere er næsten mere irske end irerne i Irland. Og de har grønt på til Saint Patrick’s day, og de går i byen, de hører irsk folkemusik, de drikker Guinness i stride strømme – og de har det pragtfuldt.

Sidste år befandt vi os i countrymusikkens mekka, Nashville, den 17. marts. Og der blev festet igennem. Tusinder af mennesker i alle aldre – de fleste klædt i grønne kostumer eller med grønne  t-shirts, hvor der stod: Kiss me! I’m Irish! – fyldte gaderne og overalt var der musik. Det var noget af en aften…

I år er vi hjemme hos os selv, og vi vil fejre dagen  den lækre gryderet med Guinness – og mon ikke det bliver med låg på? En irsk pot pie? Det tror jeg næsten. Og så må der lidt grønt på bordet.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.