Det er koldt derude. Det blæser fra nordvest, bladene er faldet, og kun nogle få råger ses i silhouet mod den grå himmel. I den grad november. Tid til gryderetter og kartoffelmos.
Jeg har før skrevet om den lækre kartoffelmos med kål og citron, men den har aldrig rigtig fået sin egen opskrift. Det fortjener den, for det er en mos, der passer til mange, gode gryderetter – for eksempel til sådan en vildtgryde af rådyrbov med klassisk vildtsovs som den her.
Mosen er frisket lidt op med citron og kål, men den har stadig hele ‘kartoffelmos-effekten’. Altså den effekt, at man spiser alt for meget af den og bliver rumlemæt. Det er vist en naturlov.
Til mosen skal man bruge:
1 kg kartofler – skrællet og kogt uden salt
300 g fintsnittet hvidkål eller spidskål
Ca. 1 dl mælk
2 spsk fintrevet parmesan
Fintrevet skal fra 1/2 citron
1/2 tsk salt
Meget tynde skiver smør
Skræl og kog kartoflerne. Snit hvidkålen og kog den mør i letsaltet vand.
Hæld vandet fra kartoflerne og mos dem – rør med salt, fintrevet parmesan, revet citronskal og den afdryppede kål.
Juster derefter konsistensen med mælk. Kom det hele i et ovnfast fad og fordel nogle papirtynde skiver smør på toppen.
Sæt fadet i ovnen på 200 grader med varmluft, til toppen bliver lysebrun, og mosen er varm helt igennem.
Mosen kan laves på forhånd og bare sættes i ovnen til sidst. Så kan man nå at få styr på mosen og ordnet køkkenet, mens gryderetten simrer færdig.
God novembermandag.
Jeg lavede kartoffelmosen for et par uger siden til vildtgryde
Det er den bedste kartoffelmos jeg nogensinde har lavet, alle omkring bordet inklusiv min gamle far på 95 var totalt vild med den skønne smag.
LikeLike
Dejligt at høre, Annette. Vi er også vilde med den her i huset. I det hele taget er mos en god ting, når novembermørket kommer.
LikeLike
Det er så godt, at give mos et pift – lidt rødbede eller et lag ost på toppen hitter her, for tiden-
– A
LikeLike
Dampet spinat med løg, græskar, ristede nødder – you name it – der er så mange gode muligheder.
LikeLike
Du har så mange opskrifter, der er så simple, at jeg ikke fatter, at jeg ikke har tænkt på det selv.
Det er STOR kunst og STOR ros.
Ææælsker kartoffelmos.
LikeLike
Tak. Jeg er så glad for, at du kan bruge mine opskrifter, Lisbeth 🙂 Og hvem ææælsker ikke kartoffelmos – især med ‘noget’ i?
LikeLike