Fik du lavet en portion af den rivstærke Buffalo Sauce? Og står resterne stadig i køleskabet? Så skulle du prøve at lave Buffalo rejer.
Stærke, men ikke for stærke. Lige tilpas og friske med den sprøde salatbund. En rigtig god forret eller frokostret – afhængigt af, hvor mange rejer, du laver til hver.
Man skal bruge:
Salat med friske grønne sager til bunden
4-5 store rejer til hver
Lidt smør til stegning
og Buffalo Sauce.
Tø rejerne op, fjern skallen og rens dem ved at skære et snit ind i ryggen på dem og fjerne den sorte streng. Steg dem på en godt varm pande i smør et minut på hver side.
Hæld et par spiseskefulde Buffalo Sauce over rejerne og steg videre i et halvt minuts tid på hver side.
Anret rejerne på salatbunden – og pas på, du ikke får hældt stegesmørret med over til salaten. For det er meget, meget stærkt. Rivstærkt, og laver du dem til gæster, bliver det alt, alt for dyrt i kold hvidvin…
De smager godt med en klat guacamole til.
Guacamole har jeg ikke en opskrift på. Jeg laver det altid lidt på slump. Denne gang var der 2 avocadoer, 2 fed hvidløg, saft fra 1 lime, 1 tsk sambal oelek og 2 spsk cremefraiche. Og et drys salt. Bare blend det hele sammen og smag til – rent galt går det aldrig.
God Pinsesøndag, hvor solen stråler i al sin glans. Mere om den slags i morgen.