Hjemmelavet Buffalo Sauce

I Amarillo, Texas, var vi ude i et kæmpe shoppingcenter. Det var vel som en gang Bruuns Galleri ganget med en otte ti stykker. Store butikker – blandt andet en western butik med støvler og ægte cowboyhatte – Stetson hatte.

Husbonden var sulten og havde kursen sat mod det gigantiske Food Court – der, hvor alle spisestederne lå. Der var nok en 10 forskellige spisesteder – fast food af alle slags. Vi valgte et sted, hvor de havde Buffalo Chicken Sandwich. Nu var det ikke sådan, at det var kyllingen, der var på størrelse med en bøffel. Det var den dressing, de hældte over kyllingen, der var så stærk, at den kunne slå en bøffel ned. Den smagte fantastisk.

Stærk, syrlig og med en særlig dybde. Efter vi er kommet hjem, har jeg gennempløjet nettet for at finde en opskrift på den dressing. Hjemmelavet Buffalo Sauce.

I går lykkedes det at splejse nogle opskrifter sammen til den helt rigtige smag, og den opskrift får du her.

Man skal bruge:
60 g smør
En lille flaske Tabasco med 57 ml (det er den størrelse, de har i Netto)
2 spsk æbleeddike
2 tsk engelsk sovs
1 nip hvidløgspulver

Smelt smørret og bland det godt med resten. Ja, så enkelt er det. Det stærke i smagen kommer fra Tabasco. Det syrlige fra eddiken. Dybden fra engelsk sovs, hvidløg og smør. Smørret, der gør’et.

Man skal ikke bruge ret meget ad gangen, men dressingen kan opbevares på køl i en lufttæt beholder og holde i et par uger. Smørret stivner igen i køleskabet, så tag den ud i god tid og ryst glasset godt og grundigt. Så dur det igen.

Vi lavede et fad restemad med buffolo sauce i går, og det blev rigtig godt.

Jeg tror, Buffalo Sauce vil finde vej i mange retter i den nærmeste fremtid og minde os om dagene i Texas.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

10 kommentarer til “Hjemmelavet Buffalo Sauce”

  1. Babymund – genialt udtryk! Det er hermed adopteret! 😀

    Lyder som en god sauce. Altid dejligt at kunne genskabe gode ferieminder i køkkenet 🙂

    Like

  2. Jeg har boet i Texas og mit mundvand løber bare ved tanken om alle de fantastisk saucer jeg nåede igennem – sammen med totalt lækre steaks – og når jeg lavede frikadeller og risengrød og andet typisk dansk, var de ligeså vilde med min mad, som jeg med deres – totalt win win 🙂
    Hilsen Jette

    Like

    1. Texas var et skønt sted at besøge. Folk var så rare, åbne og hjælpsomme. Du må savne det af og til? Og dem, der siger, at der ikke er noget ved amerikansk mad, har aldrig været andre steder end McDonalds. Der er så meget god mad over there.
      Mange hilsener, Karen

      Like

      1. Jo, jeg drømmer mig da lidt tilbage ind imellem – men det var dengang og nu er nu. Du har ret danskernes opfattelse af amerikansk mad – men jeg synes nu det har ændret sig noget. Jeg har boet derovre i to omgange med 15 års mellemrum (Californien & Texas) – der var tydelig kvalitetsforskel mellem de to ophold og ikke mindst i Californien, hvor jeg var på ferie for nogle år siden – de er jo gået all in på øko og sundhed – næsten lidt for meget. Danskere jeg kender som besøger USA – sidst for ½ år siden – var virkelig overraskede over al den gode mad de spiste – det være sig fast food og ikke så fast.
        … og sådan oplever vi verden (som jo bliver mindre og mindre) og al den skønne mad forandre sig – og sådan skal det være, synes jeg.
        Hjertelig hilsen
        Jette

        Like

  3. det lyder som om den kunne fjerne Hårene i et vis Legemsdel den ska thihvertifald ikke serveres for Konen så er der dømt skilsmisse
    god torsdagsdag til alle i og omkring Skivholme

    Like

Der er lukket for kommentarer.