Tanker når det regner og regner

Når det regner og regner, som det gør i dag, er det nemt at tro på, at vejret ændrer sig radikalt i disse år, og at syndflod og andet skidt ligger lige forude. At det med voldsomt vejr er noget nyt og farligt. At der i gamle dage altid var sol om sommeren og sne om vinteren, og at vejret var til at stole på.

Sådan var det ikke. Kystklima har vi altid haft, og i et kystklima er der ustadigt vejr. Sådan er det bare.

Voldsomt vejr kan være farligt, men nyt er det ikke. Man glemmer helt, at vejret faktisk altid har kunnet finde på den slags. Tordenskyller i juni, der ødelægger høhøsten. Torden og regn til Sankt Hans. Torden i juli. Og torden og voldsom regn i august, der lægger kornet ned og ødelægger kornhøsten.

August kaldes også tordenmåned.

I 1909 hærgede et voldsomt tordenvejr egnen omkring Skanderborg. Et lyn slog ned i møllehuset ved Vestermølle, og bygningen brød i brand. Det efterfølgende skybrud – for sådan et følger som regel med et gedigent tordenvejr – fik mølledammen til at gå over sine bredder, og vandmasserne skyllede det brændende møllehus ud i søen.

En sommer for nogle og tres år siden var en af vores tidligere naboer ude på marken og rive hø sammen med sin far. Lynet slog ned, faderen blev dræbt, og barnet, som hun var dengang, blev skadet på livstid. Tænk på det chok, det har været for en tolvårig pige.

Da jeg var barn – i forrige århundrede – boede vi en tid højt oppe på en bakke med et vidt udsyn. Når det tordnede kunne vi stå ved altandøren på førstesalen og se lynene slå ned, og vi kunne se, at gårde ‘ude på landet’ brød i brand.

Vejr er ikke til at styre. Det er mægtigere end os, og det kan være farligt. Men nyt er det ikke. Og så er jeg slet ikke gået tilbage til middelalderen – eller til dinosaurtiden – altså dengang jeg var meget ung 😉

God dryppende torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

11 thoughts on “Tanker når det regner og regner”

  1. Enig med deg i at vi alltid har hatt mye vær. Det gjelder langs kysten av Norge også. Det som jeg opplever som annerledes nå er at vi har så mye KRAFTIG regn, nærmest styrtregn. Det kan jeg ikke huske vi hadde for 10-15 år siden. Vi har alltid hatt mye regn, men nå er det veeeeeldig mye.

    Beste hilsen Ingrid på http://www.ingridtunheim.no

    Like

  2. Dejlig beskrivelse du har af vejret, og hvordan det påvirker vores liv på godt og ondt. Vi glemmer en gang i mellem, at vi ikke bare kan få vores vilje, og at det er farligt at leve. Smukke billeder. Især billedet af den sorte himmel er meget dramatisk.
    Mange hilsener
    Lisbeth

    Like

  3. Mon der drikkes “tordenkaffe” i dag. Før var det meget almindeligt, især på gårde, at alle blev vækket, hvis det tordnede om natten, og så var der tordenkaffe i køkkenet. Det skulle vel have heddet “lynkaffe”, for det var jo lynene, der var farlige og ikke bulder og bragen, der gjorde, at alle skulle være klar til at springe til og redde dyrene ved en brand. For mange år siden havde jeg en gammel overbo, der var skrækslagen i tordenvejr om natten. Så gik jeg op og sad hos den rystende kvinde.
    Karen, jeg har et spørgsmål til Bondemanden. Hvorfor lægger kornet sig ikke ned netop på hver side af køresporene, men alle andre steder på marken? Det kan vi ikke regne ud!

    Like

    1. Det ved jeg faktisk ikke, men jeg skal spørge. Normalt er det sådan, at kornet med de længste strå lægger sig. Om de har fået lidt mindre gødning langs køresporene?
      Tordenkaffe er en klog ide, hvis man har dyr på stald!

      Like

  4. Akke ja Akke ja
    Skrøner har eksisteret lige så længe som dårlige somre
    2006 var sommeren lige så dårlig om end ikke dårligere
    Det regnede tihvertifald her på Djavleøen så Guderne måtte forbarme sig, åer og søer gik over bredderne. en hel Bydel blev evakueret af Falck i Gummibåde. Kældre var oversvømmet og ragnarok herskede

    Like

  5. Du har fuldstændig ret – der er ikke ret meget nyt under solen! Jeg husker også gårdbrande, mennesker som blev dræbt af lyn og hvor mange gange vi blev vækket om natten, for at komme i tøjet og være klar til at komme ud, hvis nu….. Det er en vildfarelse at tro, at dansk sommer er sol, 30 grader og strandvejr – og hvis vi ikke har haft det i flere uger i træk, har det været en dårlig, dårlig sommer. Jeg synes jo, at denne sommer har været fantastisk. De fleste morgner er jeg vågnet til solskin og blå himmel, jeg har gået i shorts og nyt dagene i haven. Det har ikke været til badeferie, og vel har det været regnfuldt den sidste uge i juli, men sommer det har det været for mig! Og hvem ved, måske får vi badeferietemperatuer i august og september?

    Like

  6. Det var da nogle voldsomme historier, du kan fortælle i dag.
    Men du har ret, vejret kan vi ikke styre, heller ikke så regnen kommer til Samsø.
    I dag er det dog lykkedes, så vi er glade.
    Sjovt nok boede jeg også på en bakketop i min barndom. Der var en restauration
    ejet af min faster og onkel. Herfra var der udsigt til Kerteminde fjorden og Kertinge Nord,
    og dermed også flot udsigt, når det tordnede. Jeg husker, der kom et kuglelyn ind i salen,
    hvor vi sad, det var noget skræmmende.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Ja, har man levet længe nok, har man voldsomme historier på repertoiret 🙂 Det har du jo også, kan jeg høre – den med kuglelynet var slem. Det kunne jo have gået grueligt galt.
      Jeg bliver bare så træt, når DMI altid skal blæse tingene helt ud af proportion. Skybrud, voldsomt vejr etc – det er som om, de skal forsvare deres eksistens ved at spå død og ulykke, når det faktisk bare regner 🙂
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.