Med efterårsjævndøgnet kommer al den gode mad med æbler. Nedfaldsæblerne ligger spredt under æbletræerne, og selvom man er i skarp konkurrence med hvepse, snegle og solsorte, kan man godt nå at redde æbler til både kager, desserter og farsmad.
Æbler passer især så godt til svinekød, og med valnødder og et par af årets ‘små’ salvieblade (salvien kan rigtig godt lide det nye højbed med stabilgrus i bunden…) bliver det endnu bedre.
Her er opskriften på små, lækre fars-muffins med æble, salvie og valnødder:
Man skal bruge:
En 12-hullers muffinform
12 skiver bacon
500 g hakket gris
50 g valnødder – grofthakkede
2 æbler, skrællet og skåret i små tern
4 spsk rasp
1 æg
2 spsk hakket, frisk salvie
Salt og peber
Rør farsen sammen – rør den først fast med et drys salt og rør så resten i. Læg en skive bacon rundt i hvert hul i muffinformen. Fordel farsen i de 12 huller og tryk den lidt sammen. Bages en halv times tid på 200 – de sidste 10 minutter med varmluft. Lad dem stå og samle sig i nogle minutter, før du tager dem ud af formen. Så kan de holde faconen.
Det er en lidt sjovere måde at lave farsbrød på.
Efterårsjævndøgn betyder, at vi går mod mørkere tider – men pyt – så hygger vi derinde, pynter med efterårets blomster, finder de bløde tæpper frem
og laver god mad. Har du mod på mere mad med æbler, kan du kigge i indlægget her: Mad med Æbler.
God fredag.
Uhmmmm nu bliver jeg da helt sulten. Det lyder simpelt hen så lækkert. Og bacon er jo simpelt hen verdens bedste krydderi. Ja det er ved at være rigtigt efterår nu, og som du skriver så er det skønt at pynte op med efterårets blomster, tæpper og stearinlys. Hver årstid har jo sin charme.
Knus Lone ❤
LikeLike
Bacon kalder min bror for ‘den oversete grøntsag’ 🙂 Jeg har lige været i Netto og købt kønne, lyngfarvede lys. Efteråret er en rigtig hyggelig tid.
Knus, Karen
LikeLike