Den første, meget blæsende, feriedags oprydning i grønsagsskuffen afslørede en halv pose nye kartofler, der ikke var helt så nye mere. Det er jo, hvad der sker med nye kartofler – flygtig ungdom og så videre.
De blev lavet til en grov kartoffelmos med groftrevet parmesan og friterede salvieblade.
Det blev så godt, at jeg godt kunne finde på at ‘glemme’ nogle kartofler i skuffen en anden gang – eller endda at lave mos af helt nye kartofler…
Man skal bruge:
800 g kartofler – næsten nye eller nye
Ca. 2 spsk olivenolie
Revet skal fra en lille økocitron
Salt
10-15 friske salvieblade og mere olivenolie
En god håndfuld groftrevet parmesan – eller grana
Skrab kartoflerne og kog dem møre.
Imens kan du fritte salviebladene. Varm olivenolie op i en lille pande og smid bladene i olien enkeltvis. Når de holder op med at syde på den ene side, skal de vendes, og når de holder op med at syde der, skal de forsigtigt lempes over på et stykke køkkenrulle for at dryppe af. Gå ikke fra dem – det tager kun et par sekunder på hver side. Det er koncentreret arbejde.
Faktisk opdagede jeg slet ikke, at Husbonden legede med kameraet…
Hæld vandet fra kartoflerne, sæt gryden tilbage på blusset og lad dem dampe tørre et øjeblik. Mos dem så groft med et piskeris. Rør 1-2 spsk olivenolie i mosen sammen med den revne citronskal, lidt salt og det meste af osten.
Pynt med salvieblade og resten af osten.
Vi fik en skive skinke til, og en skålfuld marineret melon – Galiamelonerne er på toppen lige nu, så det skal du ikke snyde dig selv for.
God lørdag.
Mange synes, at det er synd at mose nye kartofler, men det smager altså bare hammer godt. Friteret salvie er også lige mig, så den kombination skal da prøves.
LikeLike
Det smager rigtig godt – og det ser pænt ud 🙂 Man må godt mose nye kartofler – bare ikke fint, så ryger smagen, synes jeg. Hyggelig blog du har!
LikeLike