Elsebeths tranebærboller

Ikke rigtigt en bolle. Ikke rigtigt en kage. Nærmest en kagebolle, der da også er det ord, Elsebeth bruger om dem. For det er Elsebeth, en flittig kommentator her på bloggen, som I sikkert kender eller kender til, der er ophavskvinde til denne opskrift.

Billede1

Hør, hvad Elsebeth selv siger om sine tranebærboller:

For godt 50 år siden havde Samvirke nogle gode bagebøger indsat i bladet. Jeg og min familie faldt pladask for Lynbollerne – nu som tranebærboller. De har været i min fryser lige siden, og i Jens Peters, når han har været på besøg. Dem skulle du prøve; tre kvarter efter, du har fået tanken, er der en god portion.

Lynboller:
3 dl mælk
225 g smør
100 g gær
6 store spsk sukker
3/4 tsk salt
3 sammenpiskede mellemstore æg
750 g mel
ca. 120 g tørrede tranebær eller rosiner

Smelt smør, hæld mælken i og rør sammen med gæren. Derefter tilsættes resten, OG ALT MELET SKAL I på én gang. Jeg laver dejen med håndmikseren med dejkroge. Jeg kører krogene fra kanten ind mod midten, til alt er samlet. Jeg har prøvet en gang med min KitchenAid, men så bliver resultatet ikke nær så godt – måske fordi der kommer luft ind i dejen med krogene – måske fordi dejen let får for meget, inden den er helt samlet, med maskinen.

Sættes på plade med bagepapir med to spiseskeer. Hæver uden dække ca. 1/2 time. Pensles med æg. Bages ca. 10 min. ved 200°.

Sådan en opskrift er en gave. Jeg har nu prøvet dem, og de er rigtig gode. På trods af den store gærmængde, smager de ikke af gær, men er lette og indbydende. De er hverken boller eller kager – måske en slags brioche? Sådan en fransk kagebolle?

Billede2

Da vi for et par år siden holdt miniferie i Carcassonne i Sydfrankrig – herligt sted i øvrigt – bagte vores søde og dygtige Bed & Breakfast værtinde nogle briocher, der smagte lidt i samme retning som tranebærbollerne. I morgen får vores italienske gæster et par stykker af dem til deres morgenmad af deres søde og dygtige Bed & Breakfast værtinde. (Mig nemlig.)

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

10 thoughts on “Elsebeths tranebærboller”

  1. Ja, det kan jeg lige forestille mig – de italienere vil have noget sødt til morgenmaden.
    Hvis man husker at pensle godt med æg, så bliver rosiner og andet godt IKKE brændt til hårde sorte dimser, når de sidder yderligt.

    Like

  2. @ Hansi – jeg synes faktisk, de er bedre end Klöbenboller, for de er så lette. Jens Peter var 4 1/2 år, da vi flyttede til Sønderborg, Jeg havde meget travlt med at sy gardiner til 5 rum. Pludselig stod han i køkkendøren og sagde forsagt “Mor, hvornår skal det til at være som det plejer – at der er rosinboller i fryseren!!!” “Det skal det lige med det samme”, svarede jeg og kyssede ham. Og så greb jeg den store Margretheskål – og der har været rosinboller i fryseren lige siden den dag i februar 1970. For et årstid siden mente jeg, det var ‘passende’ at prøve noget nyt. Og jeg synes faktisk, de er meget bedre med tørrede tranebær. Den dag var to murere i gang med at reparere gulvet på gæstetoilettet i den spritnye lejlighed. “Kan I trække den fem minutter, så er der lune rosinboller!” Den ene udbrød med munden fuld af bolle “Det er no’en gal goe boller!” Jeg forstod ikke et ord synnejysk, så jeg spurgte forskrækket “Er der noget galt med dem?” “Nej”, sagde han, “Det er de bedste boller, jeg nogensinde har smagt!” Så han fik opskriften med hjem – og det har nok 100 andre også fået, både her og i USA. Jeg har ganget opskriften med 3. Der skal 35 g gær i, hvis I laver 1/3 portion. Men hvem vil lukke en hel pakke gær op for 5 g, så jeg bruger 100 g gær til en stor portion.
    Fordi de er så lette, bliver de meget deforme, hvis man bare putter dem oveni hinanden i en frysepose. I min Dagli’brugs får jeg sådan nogle dejlige kraftige lagkagebakker (jeg ville købe dem, men nej, nej!). Læg et stykke madpapir i bunden og sæt bollerne på højkant, madpapir ovenpå og ind i en 19-liters frysepose. Så beholder alle slags boller deres fineste form. Jeg bruger dem og poserne, flere gange – derfor madpapiret. Er de først frosne, kan man bare putte dem løse i en pose; det samme gør jeg med æbleskiver, som heller ikke er en sæsonvare her i huset 🙂

    Like

    1. Tak Elsebeth.vil foreslå Konen at jeg bager dem og så må der skaffes Plads i Fryseren ved at invitere min Svigerfmilie på Grillaften.8-)

      Like

  3. De ser lækre ud, så det må jeg vist snart prøve. Har nemlig nogle tranebær liggende. PS: Jeg tror, at du er god til at forkæle dine gæster? 🙂

    Like

Der er lukket for kommentarer.