Varmrøget ørred på weberen

Varmrøget ørred direkte fra grillen, en krydret kold sovs med sure agurker, kapers og forårsløg, hjemmebagte amerikanske biscuits og græsk kålsalat. Det var tirsdagsmenuen –  man har jo ferie.

Billede3

Det er nemt at bruge sådan en grill med låg på som røgeovn. Meget nemmere end de gammeldags røgeovne, hvor fisken skulle hænges op – og faldt ned. Man kan købe røgespåner i en pose – eller man kan selv gå ud og høvle lidt af et aromatisk træ. Spånerne skal ligge i vand i en halv times tid – lad det blive 45 minutter, så passer det med den tid, det tager for kullene at blive klar. På den måde er der mindre for den sommervarme hjerne at holde styr på.

Spånerne lægges oven på de varme kul – og så kommer der gang i røgeriet. Hold dig på den rigtige side af vinden – eller græd med ynde.

Billede1

Man skal bruge:

1/2 fersk ørred – vi havde købt en i Rema1000 på tilbud
1 spsk flydende honning
Salt og evt. et drys chiliflager

Tø ørreden op, smør den med honning og drys den med salt og lidt chiliflager. Lad den trække, mens grillen varmer op, og lad den stå i den varme røg med låg på i 20 minutter. Det var det.

Billede2

Til den kolde sovs skal man bruge:

2 dl cremefraiche – vælg fedtprocent efter egen lyst
1 spsk Hellmans (eller anden god) mayo
2 spsk hakket forårsløg
2 spsk hakket syltet agurk
2 spsk grofthakkede kapers
1 tsk dijonsennep
Friskkværnet peber

Rør det hele sammen og lad det stå og trække lidt. Den er lækkert frisk og passer perfekt til den røgede smag.

Kålsalaten er der opskrift på her – og de amerikanske biscuits gemmer vi til en anden gang – men de er bestemt også værd at prøve.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.